Lokalt uddannelsescenter får dispensation til ny uddannelse

VUC Storstrøms afdeling i Bispegade i Nykøbing kan fra august tilbyde en ny uddannelse til unge med diagnoser. Arkivfoto: Anders Knudsen

VUC Storstrøm har fået dispensation fra Undervisningsministeriet til at oprette en ny uddannelse målrettet til unge med diagnoser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Unge med diagnoser som eksempelvis ordblindhed eller angst får efter sommerferien et helt nyt uddannelsestilbud specielt målrettet til dem.

Uddannelsesinstitutionen VUC Storstrøm har nemlig fået dispensation fra Undervisningsministeriet til at oprette en ny HF-uddannelse med navnet HF Flex, som gør det muligt at optage unge på HF-enkeltfag direkte fra 9. klasse, hvis de har en diagnose.

Det oplyser VUC Storstrøm i en pressemeddelelse. Uden dispensation skal unge vente et år, fra de har afsluttet grundskolen, før de må begynde på HF-enkeltfag.

Den nye uddannelse vil blive udbudt på VUC Storstrøms afdelinger i Nykøbing og Næstved, og der er tale om en fuld HF-uddannelse, som løber over tre år, hvor der er undervejs er tid og plads til særlig støtte.

Læringsgruppe med mentor

- Kursisterne bliver en del af en mindre læringsgruppe, som følges ad gennem hele uddannelsen. De fleksible enkeltfag gør det muligt at skemalægge såkaldt ”læringsgruppe-tid”, hvor kursisterne, med en studiementor tilknyttet, får plads til eksempelvis ordblindeundervisning og studiestøtte, men også til at dyrke fællesskabet, forklarer VUC Storstrøm i pressemeddelelsen.

VUC Storstrøm har i forvejen to andre uddannelsestilbud målrettet til unge og voksne med diagnoser, og det er erfaringer herfra, der har givet inspiration til HF Flex-uddannelsen.

- Vi oplever, at kursisterne på vores andre tilbud til unge og voksne med diagnoser finder et fællesskab med deres medkursister, som de ikke har kunnet finde andre steder. Det fællesskab vil vi gerne kultivere på HF Flex, siger Stine Fabricius, der er uddannelseschef for distrikt Nord hos VUC Storstrøm.

Der er informationsmøde om den nye uddannelse 6. maj klokken 16 hos VUC Storstrøm i Teatergade i Næstved.

VUC Storstrøm åbner også for, at uddannelsen kan tages som fjernundervisning, hvis man ikke lige bor i nærheden af Nykøbing eller Næstved.