Personalet raser, men politikere bakker ledelsen op

Arkivfoto: Anders Knudsen

Utilfredsheden er stor blandt medarbejderne hos plejepersonalet i Guldborgsund Kommune over de blandede dag- og aftenvagter, som kommunen vil indføre. Formand og næstformand i ældre- og omsorgsudvalget har dog igen planer om at gå ind i sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Guldborgsund Kommunes beslutning om, at de ansatte i plejesektoren fra 1. november ikke længere kan arbejde i faste dag- og aftenvagter, men skal have såkaldt blandede vagter, har vakt vrede og frustration hos mange medarbejdere.

Folketidende har derfor spurgt formanden for kommunens ældre- og omsorgsudvalg, Johannes Kristensen (K), hvad han mener om sagen. Han understreger, at det ikke er en sag, der har været behandlet i udvalget, og det ikke er en sag, der skal behandles politisk.

- Som jeg forstår det, er det en ledelsesbeslutning, som administrationen har truffet ud fra en faglig vurdering, og det vil jeg som politiker ikke gå ind og undsige. Det ville være uklædeligt, siger Johannes Kristensen.

Han understreger, at der ikke er tale om en spareøvelse.

- Det er et udslag af sundhedsreformen og ældrereformen og, som jeg har forstået det, et forsøg på at øge fagligheden i arbejdslagene. Jeg har fuld forståelse for, hvis nogen medarbejdere ikke synes, det er sjovt. Men deres medarbejderorganisationer har været inde over det hele vejen igennem, så jeg synes, det er noget, de skal tage med deres tillidsfolk.

- Men jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at nogle medarbejdere føler sig taget på sengen. Det er uheldigt, og  det er ikke noget, som vi stræber efter. Tværtimod. Og hvordan det kommunikationsbrist er sket, ved jeg ikke, da jeg ikke har været en del af det, men det synes jeg er enormt beklageligt.

- For det er væsentligt for os politikere, at vi passer på arbejdsmiljøet, og jeg synes, det er enormt ærgerligt, hvis de føler, at vi ikke vil dem, for det er bestemt ikke tilfældet, siger udvalgsformanden.

- Men hvis det ender med, at en masse medarbejdere enten siger op eller siger nej tak (og dermed bliver sagt op, red.), så risikerer man vel, at man ikke kan få dækket de vagter, der er nødvendigt? Og så skal man måske hyre afløsere et andet sted, som måske er dyrere. Og så bliver det vel en sag for dig som politiker, hvis der skal findes flere penge?

- Jeg synes, der er mange hvis'er i den sætning. Vi har tillid til vores forvaltning, og jeg er sikker på, at de tager hånd om det her på en fornuftig måde. Skulle det udvikle sig uheldigt, så må vi se, om det også får politiske konsekvenser og tage den derfra.

- Men lige nu er det en ledelsesbeslutning, der er truffet i forvaltningen, og som de er i deres gode ret til at træffe udenom politikerne, siger Johannes Kristensen.

Næstformand bakker op

Næstformand i ældre- og omsorgsudvalget, Kathrine Brønnes (S) har også kommenteret sagen i en kommentar på Folketidendes facebookside. Hun er på linje med Johannes Kristensen.

- Beslutningen vedrørende en omlægning til at gå i blandede vagter er en ren ledelsesbeslutning og ikke noget, vi kan eller skal gå ind i som politikere.

- Vi har dog en særlig opmærksomhed på trivsel og arbejdsmiljø og følger op på dette løbende. Jeg kan godt se, at det noget, der påvirker mange, og meldingen fra administrationen er, at de løbende følger op med AMR (arbejdsmiljørepræsentant, red. ), /TR (tillidsrepræsentant, red.) mv.

- Det er desuden sagt, at der selvfølgelig tages individuelle hensyn. Jeg håber derfor, at man som medarbejder omfattet af omlægningen taler med sin leder eller TR, skriver Kathrine Brønnes blandt andet.

Læs også:

Ansatte har fået besked om stor ændring: De, der ikke ønsker det, vil blive sagt op

Plejepersonale raser over kommunen: - Har I læst høringssvarene?

FOA-formand om vagtændringer: - Aldrig en god idé at presse noget ned over hovederne på folk

Utilfredsheden ulmer blandt plejepersonale: Kari har sagt op - Linda forventer opsigelse