PLANER OM KÆLKEBAKKE I NY SKOV

Her ses en del af arealet for den kommende folkeskov i Sakskøbing, hvor der nu søges om tilladelse til blandt andet at skabe en kælkebakke. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Idéerne er ved at tage form omkring Sakskøbings kommende folkeskov, hvor der nu er ansøgt og opnået landzonetilladelse fra kommunen i forhold til at realisere to store vandhuller samt en kælkebakke, der også kan fungere som udsigtspunkt.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: Tidligere på måneden kunne man her i avisen læse om de første skitser over den kommende nye folkeskov placeret inden for rammerne af Guldborgvej på den ene side, Mellemvang på en anden og Møllevej/Falkevej på den sidste.

Og efter møder mellem HedeDanmark - som tidligere beskrevet endte med at vinde udbudsrunden - og Guldborgsund Kommune er der nu sat konkrete idéer på skinner omkring det kommende nye rekreative område.

Vandhuller og kælkebakke

Således er der nu i forbindelse med etableringen af en folkeskov ansøgt om landzonetilladelse i forhold til at etablere henholdsvis to nye vandhuller på 1100 og 250 kvadratmeter samt en kælkebakke og hermed også et nyt lokalt udsigtspunkt på 40 gange 40 meter og tre meter i højden.

På det foreliggende grundlag har kommunen nu også meddelt en landzonetilaldelse til det førnævnte ansøgte. Landzonetilladelsen må dog ikke udnyttes før klagefristens udløb. Det vil sige tidligst fire efter afgørelsens annoncering i starten af denne uge.

Skal have afrundet form

Man kan også læse sig til i afgørelsen, at tilladelsen er givet på betingelse af, at de nye vandhuller i den kommende folkeskov skal have en afrundet form, og bredderne skal udjævnes og reguleres uden volde og lignende, således at det tilpasses bedst muligt til det omgivende terræn.

Der må ikke udsættes fugle, fisk eller andre dyr i eller ved vandhullerne.

Guldborgsund Kommune i svar om landzonetilladelse

Hertil skal vandhullerne anlægges med en dybde på cirka halvanden til to meter på det dybeste sted, og så må der ikke udsættes fugle, fisk eller andre dyr i eller ved vandhullerne. Der må i øvrigt heller ikke opstilles andehuse, hegn eller andre specielle indretninger som eksempelvis bure til udsætning af dyr i eller ved vandhullerne. Der må således heller ikke fodres i og omkring vandhullerne eller anlægges øer i vandhullerne, som heller ikke må have forbindelse til vandløb eller grøfter. Drænvand skal desuden ledes uden om vandhullerne.

Vil ikke påvirke væsentligt

Ved afgørelsen har Guldborgsund Kommune lagt vægt på, at både vandhuller og kælkebakke er en del af et samlet projekt om etablering af en folkeskov. Det er vurderet, at det ansøgte ikke vil påvirke det omkringliggende landskab væsentligt.

Folkeskov i Sakskøbing

  • Projektet med folkeskoven sker på et område, der før blandt andet har været udlagt som boligareal. Men der var ingen interesse i mange år for at købe området og skabe boliger. Byrådet har besluttet sig for, at det kommunalt ejede område mellem Guldborgvej, Mellemvang, Møllevej og Falkevej er egnet til skovrejsning, og derfor er der nu udarbejdet et kommuneplantillæg for området, så det udlægges til rekreativ brug og skovrejsning.