Rejsetid er i risikozonen

DSB's IC3-tog er mellem 35 og 20 år gamle. Nu skal de efter alt at dømme holde sig længere tid på skinnerne på grund af udsættelse af elektrificering af jernbanenettet. Foto: Arkiv

Forsinket elektrificering kan få konsekvenser for togrejsende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den landsdækkende elektrificering af det danske jernbanenet bliver forsinket på alle strækninger. Det skriver fagbladet Ingeniøren på baggrund af en rapport fra konsulentfirmaet Deloitte.

Strækningen mellem Nykøbing og Holeby rykkes med syv år fra 2021 til 2028. Dog er det ifølge Banedanmark kun på strækningen fra Nykøbing mod Holeby, at udsættelsen gælder frem til 2028. På strækningen fra Nykøbing og nordpå afventer Banedanmark færdiggørelsen af den nye Storstrømsbro, før Banedanmark kan melde ud, hvornår elektrificeringen af jernbanenettet på Sydbanen nord for Nykøbing er klar.

For det lokale folketingsmedlem og Socialdemokratiets trafikordfører Lennart Damsbo-Andersen er der imidlertid ingen grund til at afvente nærmere.

- Det er Vejdirektoratet, der bygger Storstrømsbroen. Og det er helt sikkert, at den står klar til togtransport i 2023, siger han.

Det betyder også, at DSB's nyindkøbte elektriske lokomotiver fra Siemens ikke kan køre på Sydbanen, før Storstrømsbroen står klar, og elektrificeringen er fuldført.

- Der kommer ikke hurtigere tog, før jernbanen er elektrificeret, for de tog, DSB har nu, kan ikke køre hurtigere, siger Lennart Damsbo-Andersen.

Hvorvidt rejsetiden fra Nykøbing så bliver til noget fra 2023, ligger endnu ikke fast. Men de sporarbejder, der i disse år og frem til og med 2021 bliver udført på Sydbanen, vil ikke i sig selv betyde kortere rejsetid.

Peter Jonasson, der er økonomidirektør i Banedanmark, siger, at de nye deadlines for elektrificeringen har været kendt siden april 2018.

- Vi lavede i 2017 en replanlægning af signalprogrammet. Det gjorde, at vi var nødt til at replanlægge udrulning af elektrificeringen. Det orienterede vi om i april 2018. I forhold til det er der ikke nogen yderligere forsinkelser, siger han til Ritzau.

De to projekter - signalsystemet og elektrificeringen - er tæt forbundne.

- Vi har været nødt til at udskyde elektrificeringen på en række strækninger, fordi det nye signalsystem er forsinket. De gamle signaler kan ikke holde til, at der kommer el-ledninger op over dem. Derfor er vi nødt til at vente, til vi har rullet det nye signalsystem ud, siger Peter Jonasson.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, ærgrer sig over forsinkelserne.

- Vi har godt vidst, det var galt. Nu har vi sort på hvidt, hvor store forsinkelserne bliver som minimum. Banedanmark har været alt for optimistisk. Deres planlægning har ikke været seriøs og robust.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) siger i en skriftlig kommentar, at projektet på baggrund af Deloittes rapport er "robust", og at "der ikke er høj risiko for budgetoverskridelser".

Elektrificering skal gøre det muligt for DSB at ophugge de gamle dieseltog og i stedet bruge nye miljøvenlige el-tog.