Claus Orizi og resten af familien til den efterlyste Andrea Henrik Dan Orizi leder fortsat overalt på det nordlige Falster. Og heldigvis er der kommet masser af hjælp. - Vi har været omkring 25-30 mennesker ude og gennemsøge skovene omkring Nørre Alslev med seks hunde, der er trænet til den slags, fortæller Claus Orizi efter en lang dag med fortsat søgen efter hans forsvundne storebror. Men foreløbig altså uden held. - Jeg har også talt med flere hjemmeværnsfolk, men de skal først have tilladelse fra politiet, før de må deltage i eftersøgningen. Heldigvis har der været masser af lokale folk rundt omkring i byerne på Falster, som har hjulpet til med at lede efter min bror, fortæller Claus Orizi, der håber på, at den storstilede eftersøgning snart giver et resultat. I dag lørdag har Claus Orizi og hans familie sat masser af sedler op i Orehoved, Nørre Alslev, Stubbekøbing, Nykøbing F. og flere andre steder på det nordlige Falster i et forsøg på at finde frem til flere spor omkring Andrea Henrik Dan Orizis færden siden lillejuleaftensdag klokken 15.58, hvor han via overvågningskamera blev set købe et blåt reb hos P.W.Wulff i Stubbekøbing. - Vi vil håbe til det sidste, at Andrea blot har skullet bruge det reb til noget praktisk. Det nytter ikke noget at begynde at spekulere for meget over tingene, så kan man ikke længere tænke logisk, fortæller Claus Orizi. Søren Nielsen, vagtchef ved Sydsjælland & Lolland-Falsters Politi, kan ikke afvise, at oplysningerne om, at Andrea har følt sig forfulgt, kan være sande. Men vagtchefen understreger samtidig, at det ikke har været muligt at få bekræftet oplysningerne om, at Andrea angiveligt skulle have følt sig forfulgt af indvandrertyper. - Der er intet nyt i sagen, lyder kommentaren fra vagtchef Søren Nielsen.
Kim Møller Pedersen
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie