Ud med rodet i længen og ind med nye kunstværker

Her er Inger Bungaard mellem de mange forskellige kunstneriske udtryksformer, der er samlet på Lille Slemmingevej 10 til første præsentation for publikum i den kommende weekend. Til september følger en ny udstilling samme sted. Foto: Claus Hansen

Inger Bungaard springer ud med eget galleri i den gård, hun for nogle år siden blev alene med - det gav mod på at rydde op.

Offentliggjort Sidst opdateret

LILLE SLEMMINGE Det er første gang, hun skal prøve at åbne et galleri.

Men lørdag skal det være.

Alt sammen på Lille Slemmingevej 10, hvor Inger Bungaard er helt klar til at tage imod de første kunstinteresserede gæster.

Der bliver nok at kigge på, for den nyudsprungne galleriejer har allieret sig med en hel række andre kunstnere fra både Lolland-Falster, Sydsjælland og København.

Drømmer om mere kunst

- Jeg havde det her store hus med masser af rod i den ene længe. Det fik jeg ryddet op i, og så var der mulighed for at bruge det til galleri. Det er selvfølgelig en gammel drøm, der går i opfyldelse, og efter jeg holdt op med at arbejde i 2018, synes jeg selv, jeg er blevet bedre og bedre til at lave kunst. Så nu må vi se. Jeg drømmer da om at kunne blive ved med at skabe kunst og blive bedre og bedre til det, samtidig med der løbende kommer nye udstillinger til, fortæller Inger Bungaard.

Fernisering lørdag

Når der lørdag er fernisering over malerier, skulpturer og keramik klokken 10-16, bliver det med præsentation af kunst skabt af Bjarne Halstrøm, Benny Petersen, Anne-Grete Albech, Kamilla Nygaard Pedersen, Anita Goplin Rasmussen, Suzanne Friis Ratner og Lise Frederiksen.

- Det er alle kunstnere, jeg kender i forvejen, og meningen er, at nogle af dem sammen med andre nye kunstnere skal være med på den næste udstilling til september, hvor der vil være andre temaer, fortæller Inger Bungaard.