Undrer sig over "møgsag": - Underlig måde at behandle sit personale på

Henrik Høegh-Andersen og Henriette Klingberg-Nielsen stiller op til kommunalvalget for Venstre. De undrer sig over Guldborgsund Kommunes håndtering af plejesektorsagen. Privatfotos. Billedcollage: Asger Andersen

Venstre-kandidater til efterårets kommunalvalg ryster på hovedet over Guldborgsund Kommunes håndtering af plejesektor-sagen, hvor medarbejderne er blevet stillet overfor et valg om blandede vagter eller en opsigelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er en rigtig møgsag og en underlig måde at behandle sit personale på. Jeg forstår slet ikke, at man vil bruge pisk fremfor gulerod, og slet ikke, når det er indenfor et område, hvor der er mangel på arbejdskraft.

Sådan siger Venstres spidskandidat til efterårets kommunalvalg i Guldborgsund Kommune, Henrik Høegh-Andersen, i en kommentar til kommunens besked til medarbejderne i plejesektoren om, at de fra 1. november ikke længere kun kan have faste dag- eller aftenvagter, men skal indgå i blandede vagter. Vælger de at takke nej, bliver de fyret.

Henrik Høegh-Andersen undrer sig over kommunens håndtering af sagen.

- Man skulle vende den om og i stedet lade personalet komme med forslag til at løse det. Alle skriger på fleksible arbejdstider, og man vil også gerne have tilfredse medarbejdere og lavt sygefravær. Det får du ikke sådan her, siger V-spidskandidaten.

Han vurderer ikke, at der er meget at gøre ved sagen nu, da man ikke kan nå at behandle den politisk, inden medarbejdernes frist udløber på fredag. Men han ser gerne, at lignende sager fremadrettet også bliver sendt forbi politikerne, før der træffes en beslutning.

- Jeg kan ikke forstå, at udvalget (ældre- og omsorgsudvalget, red.) i det mindste ikke har haft sagen oppe til orientering, for så kunne man have taget det op der, siger Henrik Høegh-Andersen.

Savner fokus på fleksibilitet

Hans partifælle Henriette Klingberg-Nielsen, der også stiller op til kommunalvalget for Venstre i Guldborgsund Kommune, er heller ikke tilfreds med kommunens håndtering af sagen.

- Jeg undrer mig over, at der i 2025 ikke virker til at være mere fokus på fleksibilitet. Venstre har fra nationalt hold flere gange sagt, at vi ønsker mere fleksibilitet, så det ikke handler om at komme hurtigst muligt på pension, men i højere grad om at indrette arbejdslivet efter den enkelte.

- Og det er jo også sådan, man har håndteret nogle af rekrutteringsudfordringerne på hospitaler. Jeg mangler en forklaring på, hvorfor det her er en god idé, siger hun.

Henriette Klingberg-Nielsen forstår ikke, hvorfor sagen ikke har været politisk behandlet.

- Jeg er grundlæggende uenig med formanden og næstformanden i udvalget, som ikke mener, at det er en politisk sag. Jeg mener, at arbejdsvilkår for over 800 mennesker i høj grad er politik.

- Det handler om rekruttering og i princippet også om, at nogle af de her medarbejdere måske ikke længere kan få deres familieliv til at hænge sammen - og det kan give et pres på vores institutioner.

- Så det bekymrer mig, at sagen ikke har været inde over politikernes bord, når det er så meget politik, og det bekymrer mig, at de ikke vil have den ind på deres bord.

- Vi opfordrer til, at de tager sagen ind på deres bord og vedkender sig et politisk ansvar, siger Henriette Klingberg-Nielsen.

Læs også:

Plejepersonale raser over kommunen: - Har I læst høringssvarene?

FOA-formand om vagtændringer: - Aldrig en god idé at presse noget ned over hovederne på folk

Utilfredsheden ulmer blandt plejepersonale: Kari har sagt op - Linda forventer opsigelse