- VI ER RET OPTIMISTISKE PÅ LOLLAND-FALSTERS VEGNE

Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør i Business Lolland-Falster, kan få øje på flere årsager til, at turismen på Lolland og Falster ikke står overfor en dyb krise. I hvert fald ikke lige med det samme. Foto: Ingrid Riis

Når verden bliver usikker, vender turisterne sig mod en sikker havn, og det kan blive det lokale turismeerhvervs redning i en svær tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Butikker, der lukker helt eller forkorter sæsonen. Turister, der vil kende prisen på elforbruget flere måneder i forvejen. Turister, der slet ikke kommer på ferie.

I sidste uge skrev Folketidende om, hvordan udlejere af sommerhuse lige nu holder vejret. 

Når pengene bliver færre, er det meget almindeligt, at forbrugerne skærer luksus-oplevelserne væk. For eksempel ferien.

I årevis har Marielyst været kategoriseret som et lokomotiv for væksten i Guldborgsund Kommune, blandt andre af Business Lolland-Falster.

Derfor kontaktede Folketidende Business Lolland-Falsters administrerende direktør, Mikkel Wesselhoff, for at høre, hvordan man ser på det fremtidsscenarie nu.

- Lige nu er der så mange forskellige variabler, der spiller ind. Vi ser uden tvivl færre svenskere end tidligere. De er blevet indenlands efter corona og krigen i Ukraine. Ser man på tyskere, så kan vi se på nyeste målinger, at tyskernes interesse er stigende. Det kan skyldes, at man oplever voldsomme hedebølger længere sydpå, der gør, at tyskerne søger mod trygge havne.

Følsom branche

Mikkel Wesselhoff understreger flere gange undervejs i interviewet, at det er vanskeligt at spå om fremtiden, uanset hvilken type af virksomhed man har.

- Men i turismebranchen, såvel som i detailbranchen, er man følsom på indtjeningen og afhængig af, at man tjener noget på den sidste krone. Når omkostningerne til for eksempel elektricitet stiger så meget, kommer det til at gå ud over den indtjening, lyder det.

Læs også: Svømmehal skal have stort solcelleanlæg på taget

Selv om Danmark er et trygt sted at holde ferie, og sommerhuset som ferieform er billigere end storbyferien, vil det springende punkt blive den enkelte families økonomiske situation.

- Med både stigende renter og stigende priser vil de fleste formentligt bruge mindre. Hvis valget står imellem at komme på sommerferie eller opvarme huset til vinter, kan det absolut påvirke sæsonen på Marielyst. Men det er nok ikke noget, vi vil se før om tre-seks måneder, mener han.

Hvis valget står imellem at komme på sommerferie eller opvarme huset til vinter, kan det absolut påvirke sæsonen på Marielyst. Men det er nok ikke noget, vi vil se før om tre-seks måneder.

Mikkel Wesselhoff, direktør, Business Lolland-Falster

Grund til optimisme

Skuldersæsonen, altså månederne på kanten af højsæsonen, har nydt stor opmærksomhed de senere år.

Det er faktisk lykkedes at øge antallet af turister netop i de måneder.

Truer energikrisen skuldersæsonen?

- Det er svært at give et entydigt svar på. Bookinger for efteråret ser indtil videre fornuftige ud. Det, vi ikke kan vide, er, hvordan det ser ud til næste år, når påvirkningerne har været længerevarende. Vi har en del forretninger, som er afhængige af, at man også bruger penge i området, når man overnatter her, forklarer Mikkel Wesselhoff.

Han fremhæver dog, at Lolland-Falster generelt har været ramt af positiv opmærksomhed over de senere år, hvilket blandt andet kan ses på boligsalget.

- Vi er ret optimistiske på Lolland-Falsters vegne, fordi der er mange gode ting i gang. Der er generelt set stor interesse for at besøge og investere på Lolland og Falster. Vi har et produkt, som ikke er så dyrt, ikke bare på sommerhusudlejning, men generelt. Det kan også komme os til gode, lyder det fortrøstningsfuldt.

Der er generelt set stor interesse for at besøge og investere på Lolland og Falster. Vi har vi et produkt, som ikke er så dyrt, ikke bare på sommerhusudlejning, men generelt.

Mikkel Wesselhoff, direktør, Business Lolland-Falster

Nedsat enhed

Selv om der er lys i mørket, har Business Lolland-Falster fokus på, at den kommende tid kan blive særdeles udfordrende.

- Vi har nedsat en enhed, som virksomhederne kan tage fat i, hvis der opstår en krisesituation. Det er en gruppe af forretningsudviklere, der hurtigt kan træde til og hjælpe med at pege på muligheden for at agere anderledes. Derudover presser vi på for at få nogle politiske løsninger for erhvervslivet. Hvad er mulighederne? Hvordan får vi likviditet ud til virksomheder? Kan vi generelt få fremskyndet fradrag på energiforbedring?

Ét er, at man arbejder for at tilføre nogle midler til dem, der er hårdt ramt.

Men risikoen for yderligere inflation er direktøren i Business Lolland-Falster også opmærksom på.

- Vi skal helt afgørende have inflation i ro, og derfor mener vi heller ikke, det er en god idé at skære alle typer af virksomheder over en kam. Selv om man skal tæmme inflation, er det væsentligt, at man ser på det enkelte lokalområde. En købmand i et tyndt befolket område har også funktioner, der ikke er rendyrket kommercielle. Der skal man fra politisk side arbejde med modeller, så man får tæmmet inflationen, uden at det rammer skævt og lukker provinsen helt ned, forklarer han.