VOGNMANDSFIRMA KOM MED OVERRASKENDE UDMELDING

Der blev lyttet grundigt og stillet mange spørgsmål til Peter Flensted, ejer af vognmands- og transportvirksomheden Sax-Trans A/S, da fire folketingskandidater var på besøg tirsdag eftermiddag. Fra venstre er det to kandidater fra De Konservative, Claus Dyremose og Stine Pilt Olsen, samt DF-kandidat René Christesen og Venstres kandidat Ditte Rust. Foto: Ingrid Riis

Fire folketingskandidater vendte og drejede udfordringer inden for transportbranchen hos landsdelens største vognmandsforretning.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: - Der skal være en investeringsvillighed til at opkvalificere folk. Og hvis der er nogle unge mennesker, som ikke er skoleparate, så lad os give dem et kørekort.

Ejer af Sax-Trans A/S, Peter Flensted, er manden bag ordene. Og fire folketingskandidater lyttede med tirsdag eftermiddag i landsdelens største vognmandsforretning.

På dagsordenen var blandt andet de nuværende udfordringer for den lokale vognmandsvirksomhed samt transport- og speditionsbranchen.

Ditte Rust, folketingskandidat og byrådsmedlem for Venstre i Guldborgsund, samt Dansk Folkepartis lokale byråds- og folketingsmedlem samt aktuelle kandidat, René Christensen, sad med ved bordet på Kroggårdsvej.

Det samme gjorde Stine Pilt Olsen, spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i Guldborgsundkredsen, og Claus Dyremose, byrådsmedlem i Greve Kommune for De Konservative samt aktuel folketingskandidat for Lolland/Sjællands Storkreds.

Chauffører og grøn omstilling

De fire kandidater ville gerne vide mere i forhold til den voldsomme mangel på chauffører, vognmandsbranchens grønne omstilling og forholdene for lokale virksomheder på Lolland og Falster.

Da snakken tunede sig ind på lærlingesituationen, var der masser af ros fra de tilstedeværende kandidater.

- Hvorfor er der ikke flere af din slags? lød det således rosende fra René Christensen henvendt til Peter Flensted, der siden april sidste år har stået i spidsen for Sax-Trans A/S.

Årsagen til førnævnte ros var især den kendsgerning, at hos Sakskøbing-virksomheden er der her og nu i alt 110 ansatte (med stort kørekort i lommerne hos de 90 af dem) og heraf 10 lærlinge.

- Det er altså imponerende tal, mente Ditte Rust, mens der blev nikket med rundt om bordet.

Lokale job og bosætning

Peter Flensted kunne også tilføje, at han går efter lokale chauffører, og selv om der kan være udfordringer med at rekruttere, er hans overordnede indtryk, at eksempelvis også nye potentielle chauffører bosat et stykke væk fra landsdelen godt kan overtales til at tage turen sydpå og endda at bosætte sig lokalt.

Da Peter Flensted kom til som ny frontfigur for virksomheden, var indstillingen i øvrigt også den, at man skulle være meget large med at lukke nye lærlinge ind.

- Hvis de har arme og ben, så kan de i princippet gå i gang med det samme, lød det således fra virksomhedsejeren, der gerne så flere el- eller brintlastbiler på vejene.

- Hvis infrastrukturen er her, så kan det godt lade sig gøre, at vi kører med ellastbiler, som vender hjem hver dag, når de har været ude. Men jeg tror mere på brintlastbiler på den lange bane. De er bare alt for dyre, mente Peter Flensted, som med egne ord har investeret 14 millioner kroner alene i år i nye diesellastbiler.

Jeg synes, vi har veje nok.

Peter Flensted, ejer af Sax-Trans A/S

Inden kandidaterne igen skulle ud af døren og videre til de næste opgaver i den verserende valgkamp, var der i øvrigt en lille afsluttende og måske også lidt overraskende melding fra Peter Flensted at tage med ud i kampagnebilerne:

- Jeg synes, vi har veje nok. På den led er jeg nok lidt ambivalent i forhold til den udbredte opfattelse i branchen. Jeg mener faktisk, at man som politiker i stedet for hele tiden at tænke i at anlægge nye motorveje skulle gøre mere for at få sat hastigheden ned og arbejde for renere lastbiler i forhold til miljøbelastningen.

Du kan læse flere nyheder fra Lolland-Falster HER.