Aarhus Universitet nyindretter sig

Aarhus Universitets bestyrelse har besluttet den største faglige omorganisering i læreanstaltens 83-årige historie.

Under parolen "dybere sammenhæng" slår universitetet med virkning fra slutningen af 2012 sine 55 institutter sammen til 26.

Det sker i forbindelse med, at ni hovedområder indskrænkes til fire: Kunst, og kulturvidenskab, videnskab og teknologi, sundhedsvidenskab og endelig erhverv og samfundsvidenskab.

De fire hovedområder får alle engelske betegnelser: Arts, Science and Technology, Health og endelig Business and Social Sciences.

- På fremtidens Aarhus Universitet gør vi op med skellene mellem de traditionelle fagdiscipliner, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

Forskerne skal i stigende grad samarbejde på tværs for at kunne afdække sammenhænge og udvikle nye løsninger i grænsefladerne mellem fagdisciplinerne, og de skal kunne være blandt første, når nye forskningsområder tegner sig.

Universitetet opretter en række nye forskningscentre med tværvidenskabelig forskning i blandt andet fødevarer og jordbrug samt miljø og energi.

Den nye organisering er en opfølgning på universitetets fusion i 2006 og 2007 af den lokale handelshøjskole, sygeplejerskeuddannelsen og tre andre mellemlange uddannelser.

Planen indebærer flytning af "et begrænset antal" af universitetets 10.000 medarbejdere" fra andre afdelinger i Jylland og på Sjælland. De 40.000 studerende berøres "i noget mindre omfang", udtaler rektor.

Omorganiseringen betyder blandt andet, at Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) splittes op i to organisationer for henholdsvis forskning og myndighedsbetjening. Mandag meddelte DMU's direktør Henrik Sandbech, at han i den forbindelse sagde op i protest mod "nedprioritering af danske natur- og miljøinteresser".

Også andre forskere og studerende har udtrykt betænkelighed ved dele af handlingsplanen, som har været et år under vejs.

/ritzau/

Universitetsbestyrelsen har lagt sig fast på en udviklingsplan, der skal geare universitetet til fremtiden.

Offentliggjort Sidst opdateret