Det var billedet af den lille forbruger mod den store industri, der blev tegnet op, da advokat Anker Laden-Andersen torsdag afviklede sin procedure i den såkaldte "rygerretssag".
Han repræsenterer den fynske eks-ryger Allan Lykke Jensen, som har sagsøgt Skandinavisk Tobakskompagni.
Påstanden lyder, at Prince-cigaretten, som var en fast del af Lykke Jensens dagligdag i næsten 50 år, på flere områder rummer andet og mere, end producenten oplyser til forbrugeren.
- Tobaksindustrien er en benægtelsesindustri, erklærede Anker Laden-Andersen indledningsvis.
Han mener, at cigaretproducenterne gennem tiden har vildledt rygerne og offentligheden om det sande indhold i deres produkter, som efter hans anklage er meget andet end bare tobak.
- De stoffer, man gennem tiden har fjernet fra cigaretterne, er fjernet alene for at gøre krudtet vådt hos antirygegrupper. Det er ikke sket ad hensyn til forbrugere, men for at opretholde et højt salg af et sundhedsskadeligt produkt, lød det fra advokaten.
Allan Lykke Jensen vedkender, at han som ryger har påtaget sig de skadevirkninger, der er ved rygning af uforarbejdet råtobak. Men fra hans synspunkt er der tre områder, hvor Prince-cigaretten kan betegnes som et defekt tobaksprodukt.
Rygeren mener, at pH-værdien i Prince-tobakken er kunstigt forhøjet, for at mere af det afhængighedsskabende giftstof nikotin skal blive frigivet ved rygning.
Desuden påpeger han, at Skandinavisk Tobakskompagni burde have forsøgt at fjerne en række stoffer med fællesbetegnelsen aldehyder fra cigaretterne.
Endelig angriber Allan Lykke Jensen, at selskabet har imødekommet myndighedernes skærpelser af grænseværdierne for nikotin og tjære ved at lave ventilationshuller i cigaretternes filtre frem for at ændre på tobaksblandingen.
Flere chefer og tobaksmedarbejdere fra Skandinavisk Tobakskompagni har under sagens bevisførelse påpeget, at en ændring af tobaksblandingen ville ændre smagen på tobakken.
- Produktsikkerhed er vigtigere end smag, argumenterede Anker Laden-Andersen imidlertid.
Advokaterne for Skandinavisk Tobakskompagni vil fredag besvare påstandene i deres procedure.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie