Afløseren til Forældreintra bliver ekstra forsinket
Forældreintra skal erstattes af it-systemet Aula. Det sker til efteråret, med mindre der kommer nye udsættelser. (Arkivfoto) Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Det udskældte Forældreintra skal erstattes af platformen Aula, som først kommer i drift efter efterårsferien.
Med det nye it-system Aula bliver det angiveligt lettere at skrue ned for strømmen af information mellem folkeskoler og forældre til skoleelever.
Systemet skal afløse Forældreintra, der er blevet kritiseret for at tage for meget af forældrenes tid, fordi de - i nogle tilfælde - skal forholde sig til et stort antal beskeder fra både andre børns forældre og lærere.
Efter planen skulle Aula sættes i drift efter sommerferien, men nu er opstarten blevet udsat til uge 43 - altså ugen efter efterårsferien.
Det skriver fagbladet Folkeskolen.
Udsættelsen sker, fordi der skal indhentes flere erfaringer fra de skoler, der i øjeblikket er i gang med at afprøve systemet.
Det er tredje gang, udrulningen af Aula bliver udskudt.
Folkeskolen henviser til en pressemeddelelse fra kommunernes udbudsfællesskab Kombit.
Her fremgår det, at beslutningen om at vente med at tage Aula i brug er truffet på baggrund af tilbagemeldinger fra de aktuelle pilotforløb.
Markedsdirektør Poul Ditlev Christiansen siger i pressemeddelelsen:
- Det vigtigste for Kombit er, at skolernes medarbejdere, elever og forældre får et system, der bliver den hjælp til kommunikationen i hverdagen, som det er tiltænkt, og derfor reagerer vi naturligvis på den feedback, vi har fået fra alle dem, der har haft Aula mellem hænderne i pilotfasen.
De tidligere udsættelser af Aula er blevet begrundet med, at man ikke kunne garantere for datasikkerheden.
Formand for it-vejlederforeningen John Klesner tvivler på, at det vil kunne lade sig gøre at skifte fra Forældreintra til Aula midt i skoleåret.
- Det er bekymrende for projektet.
- Der var oprindelig planlagt en treugers migreringsfase, men det skal nu klares på en enkelt uge. Jeg tvivler stærkt på, at det kan lade sig gøre at lave skiftet midt i skoleåret, siger han til Folkeskolen.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie