Alle mink på de danske minkfarme er nu aflivet
I november blev det besluttet, at alle danske mink skulle aflives som følge af smitte med coroanvirus. Fredag meddeler Fødevarestyrelsen, at der nu ikke længere er levende mink tilbage på de danske minkfarme. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
To uger efter forbud trådte i kraft, er de sidste overlevende mink i Danmark nu aflivet, oplyser styrelse.
Alle mink på de danske minkfarme er nu aflivet.
Det oplyser Flemming Kure Marker, som er veterinærchef i Fødevarestyrelsen, fredag.
- Aflivningen sluttede torsdag, og så har Fødevarestyrelsen fredag foretaget det endelige aflivningstilsyn.
- Det har været en lang proces, og der har været meget usikkerhed forbundet med det for minkavlerne. Så det er rart, at vi er nået til vejs ende, siger han.
Han forklarer, at der fortsat kan være mink tilbage i zoolignende anlæg, ligesom der kan være nogle, som holder mink som kæledyr. Men de danske minkfarme er nu tømt.
- Nu skal der gøres rent på farmene, og de skal desinficeres. Stemningen har været fin, og vi har haft en god dialog med avlerne, siger Flemming Kure Marker.
Regeringen besluttede i november sidste år, at alle mink skulle aflives af frygt for et muteret coronavirus, som viste nedsat følsomhed over for antistoffer.
Det betød, at landets minkavlere igangsatte aflivning af mere end 15 millioner mink.
Det kom senere frem, at lovgrundlaget ikke var på plads.
En lov blev dog vedtaget kort før jul, og 15. januar trådte forbuddet mod minkhold i kraft. Det gælder frem til 31. december i år.
En stor del af de danske mink blev aflivet inden årsskiftet. Men i slutningen af januar i år oplyste Fødevarestyrelsen, at man formodede, at der fortsat var levende mink i to besætninger.
Besætningsejerne havde modtaget et påbud fra Fødevarestyrelsen om at leve op til loven. Ifølge advokat Lars Borring, som repræsenterer ejerne, havde de sat deres lid til et projekt, der ville sikre overlevelsen af et mindre antal mink til forskningsbrug.
Men forskningsprojektet ledet af en professor på Københavns Universitet fik afslag på et bidrag på 75 millioner kroner fra Fødevarestyrelsen.
De to besætningsejere havde ifølge advokaten et håb om, at man fra politisk hold ville finde midler til projektet, men sådan endte det ikke.
For nylig landede en bred politisk aftale om milliardkompensation til minkerhvervet.
Der er også mulighed for, at avlerne kan benytte en såkaldt dvaleordning og modtage kompensation for faste udgifter for senere at genoptage erhvervet.
Seneste artikler
Folketidende støtter Knæk Cancer: - Vi har desværre haft kræft alt for tæt på
Lokal festival præsenterer programmet
DBU løfter sløret for stort fodboldcenter på Falster: Fodbold på helt nye måder
Generationers rigdom i ryggen: - Jeg har været heldig
Blot 12 år gammel da han blev udpeget som næste godsejer
Mest læste artikler
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
Lokalt byggemarked midlertidigt lukket
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Afføring smurt ud på toiletter og ødelagte møbler på spritny skole
Holder fast i påbud: Fortsat alvorlige problemer på tandlægeklinik