Anerkendt erhvervsmand startede som forsker

Lars Nørby Johansen var administrerende direktør i Falck fra 1988 til 2004. Den 16. august fylder han 75 år. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Han har en lang karriere som topchef og professionelt bestyrelsesmedlem bag sig, men startede i forskningens verden. Lars Nørby Johansen fylder 16. august 75.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han er et af de store navne i dansk erhvervsliv med en lang række topposter på cv'et.

Han blev måske især kendt som mangeårig topchef og siden formand i Falck, som voksede markant under hans ledelse blandt andet efter flere fusioner.

Men faktisk startede han sin karriere inden for forskningens verden, hvor han blandt andet var lektor i statskundskab på Odense Universitet (nu Syddansk Universitet).

Fredag den 16. august fylder bestyrelsesformand og tidligere administrerende direktør Lars Nørby Johansen 75 år.

Han har fortsat en aktiv erhvervskarriere med en række bestyrelses- og formandsposter.

I foråret blev han genvalgt til endnu et år som formand for bestyrelsen i Københavns Lufthavne.

Han er blandt andet også formand for William Demant Fonden til og med 2025, møbelproducenten Montana Møbler, Dansk Vækstkapital 1 og Kunstmuseet Trapholt.

Derudover har han flere andre bestyrelsesposter.

Erhvervsmanden er gennem tiden blevet bedt om at være med i flere politiske udvalg og kommissioner.

Blandt andet da regeringen i 2001 ville have et regelsæt for ledelse i erhvervslivet og pegede på fire erhvervsledere til at stå for arbejdet.

Den daværende Falck-direktør Lars Nørby Johansen blev formand i det, som blev kendt som "Nørby-udvalget", og som kom med rettesnore til erhvervstoppen.

Lars Nørby Johansen var topchef i Falck fra 1988 til 2004.

Tiden var præget af fusioner, hvor Falck kom til at indgå i en større international koncern, Group4Falck, og senere i Securicor.

I 2004 blev Falck solgt ud af koncernen, men Lars Nørby Johansen fortsatte en kort tid som koncernchef for Group 4 Securicor med bopæl i London.

I dag er det altså en række formands- og bestyrelsesposter i forskellige selskaber, der optager hans tid.

I forbindelse med sin 70-års fødselsdag sagde Lars Nørby Johansen, at han ikke havde planer om at trække sig tilbage.

- Der kommer en naturlig nedtrapning, fordi i nogle bestyrelser er der en grænse på 70 år. Men ellers ønsker jeg at fortsætte, så længe jeg kan gøre gavn, og andre ønsker at bruge mig, sagde han.

/ritzau/