Antallet af tilfælde af RS-virus stiger fortsat
Det er usædvanligt for årstiden, at antallet af RS-virus tilfælde er højt. 1734 er testet positive siden maj.
Antallet af personer testet positivt for RS-virus er usædvanligt højt for årstiden. Alene i sidste uge er der påvist 728 tilfælde, skriver Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.
Luftvejsinfektionen RS-virus florerer normalt om vinteren i perioden fra december til marts, det er derfor usædvanligt, at så mange nu smittes med virussen.
Ifølge afsnitsleder og seniorforsker fra SSI, Ramona Trebbien har genåbningen af samfundet betydet at infektionssygdomme som RS-virus igen kan sprede sig.
Særligt helt små børn rammes lige nu af RS-virus. Siden midten af maj er der konstateret 1734 tilfælde herhjemme. De fleste er børn mellem ét og tre år.
- Under covid-nedlukningen har børn ikke været eksponeret for virus som normalt og har dermed ikke opbygget et immunforsvar overfor denne virus.
- Det antages derfor, at der er flere modtagelige børn end under en normal sæson, siger Ramona Trebbien.
Ofte forløber infektionen som en forkølelse, men specielt hos små børn under seks måneder ses ofte en nedre luftvejsinfektion, der fører til vejrtrækningsproblemer.
Ifølge SSI er RS-virus den hyppigste årsag til, at små børn bliver indlagt med en luftvejsinfektion.
Ramona Trebbien forventer på baggrund af de nuværende tal, en yderligere stigning i smittetilfælde de kommende uger.
Hun peger på, at de velkendte hygiejneråd fra covid-19 også er virksomme overfor RS-virus.
- Bliv hjemme, hvis der er symptomer.
- Hold afstand til andre og husk god håndhygiejne, siger hun.
Symptomerne på virusset starter sædvanligvis som en klassisk luftvejsinfektion. Næsen begynder at løbe, man får feber, og så udvikler det sig og går længere ned i lungerne, som kan gøre det svært for små børn at trække vejret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned