Avis: Dansk selskab hjælper måske saudisk undertrykkelse
Et dansk selskab har muligvis leveret overvågningsudstyr til det saudiarabiske regime, skriver Information.
Det danske it-selskab ETI fra Nørresundby har samarbejdet med det kritiserede saudiarabiske regime om at levere overvågningsudstyr. Det kan have hjulpet regimet til at undertrykke befolkningen, skriver Information.
Oplysningerne stammer fra lækkede papirer fra den italienske it-virksomhed Hacking Team, der tidligere er blevet kritiseret for at levere sofistikeret software til undertrykkende regimer verden over.
- Det er oplagt, at denne type software i hænderne på autoritære regimer kan bruges til at overvåge og forfølge kritikere og menneskerettighedsforkæmpere, siger generalsekretær hos Amnesty International Trine Christensen til Information.
Ifølge avisen viser dokumenterne, at ETI i 2010 og 2011 har beskrevet sig selv som "hovedentreprenør" og "systemintegrator" på en større leverance af overvågningsudstyr til Saudi-Arabien.
Det oplyses ikke, specifikt hvad leverancen bestod af, men det omhandlede blandt andet kryptering.
Madawi al-Rasheed, forsker ved London School of Economics, fortæller til Information, at vestligt overvågningsudstyr var med til at kvæle den spirende opstand, der fandt sted i Saudi-Arabien netop i 2010 og 2011 under Det Arabiske Forår.
ETI's nye ejer, BAE Systems, skriver til Information, at selskabet overholder gældende lovgivning og kun samarbejder med legitime regeringer.
Det danske selskab blev i 2011 solgt til BAE, men har fortsat over 200 medarbejdere i Danmark.
ETI har tidligere været sat i forbindelse med salg af overvågning til Tunesiens Ben Ali-regime.
BAE er et stort, britisk selskab, der laver våben samt udstyr til sikkerhed og luftfart.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned