Bispevalg måske videre til Ombudsmanden

Kirkeministeriet afviste i går klagerne over bispevalget. Nu overvejer de personer, der har klaget, at sende klagen videre til Ombudsmanden.

Flere af de personer, der har klaget over første runde af det københavnske bispevalg, er så utilfredse med Kirkeministeriets afvisning af deres klager, at de nu overvejer at sende klagerne videre til Ombudsmanden.
Det oplyser en af klagerne, sognepræst Kirsten Sandholt til Ritzau.
- Der er ikke taget nogen beslutning endnu, men vi synes ikke, Kirkeministeriets begrundelse er god nok. Det er mit indtryk, at Kirkeministeriet har afvist klagerne, fordi man for enhver pris vil undgå en ny Roskilde-sag, siger Kirsten Sandholt. For et år siden måtte første valgrunde ved bispevalget i Roskilde Stift gå om, fordi der tilsyneladende var forsvundet et antal stemmesedler.
I København kom 58 af stemmerne, svarende til fem procent af de stemmeberettigede, for sent. Klagerne mener, at valgbestyrelsen har vildledt vælgerne om, hvor længe brevene kunne risikere at være undervejs i posten. Men det er uden betydning, mener Kirkeministeriet med henvisning til, at valgbestyrelsen slet ikke behøver at give oplysninger om postgangen.
Men folkekirken kan ikke leve med, at der er tvivl omkring bispevalget, mener Sandholt.
- Det er landets højeste embede inden for kirken, vi taler om. Fundamentet skal være i orden, siger Kirsten Sandholt, som nu vil drøfte sagen med de øvrige syv personer, der har skrevet under på klagen.


Hvis de 58 stemmer var blevet talt med, kunne det meget nemt have ændret resultatet, så enten domprovst Anders Gadegaard eller generalsekretær i Bibelselskabet Tine Lindhardt var kommet med i finalerunden i stedet for sogne- og orlogspræst Peter Skov-Jakobsen.
De otte klagere støtter alle sammen Anders Gadegaard, som også mener, at Kirkeministeriet tager fejl.
- Når valgbestyrelsen frivilligt vælger at give en vejledning om postekspeditionen, som desværre er decideret forkert, så pådrager de sig naturligvis et ansvar, siger han.

/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret