Børnefedme: Mor og far skal også hjælpes
Svært overvægtige børn taber sig, når forældre og professionelle i fællesskab tager kampen op mod de overflødige kilo.
Siden 2008 har sundhedsplejerskerne i Aarhus screenet alle børn i 0. klasse og ringet til forældrene, hvis kontrolvejningen viser, at barnet har et BMI på over 30.
Den indsats giver så gode resultater, at Aarhus kommer ind på en førsteplads blandt 30 kommuner, som har taget kampen op mod børnefedme.
En evaluering fra Sundhedsstyrelsen viser, at 75 procent af de børn, som har deltaget i kommunens tilbud "Fedt for fight" taber sig. Nogle enkelte kilo, andre så meget, at de ikke længere er svært overvægtige.
- Jo længere tid et barn er overvægtigt, des større er risikoen for overvægt i voksenalderen, siger Henriette Hansen, sundhedskonsulent i børn og unge i Aarhus Kommune.
- Derfor er det vigtigt at tage fat tidligt - også i forældrene, for det handler om hele familien og ikke kun barnet, forklarer hun.
Abdi Abdullahi er blandt de 140 børn, som har fået hjælp, og det med så stor succes, at han i dag vejer det samme, som han gjorde for to år siden, selv om han har lagt 14 centimeter til sin højde.
- Dengang sagde de andre børn, at jeg var tyk. Men så begyndte jeg at spille fodbold, og jeg har også gået til træning med en dreng fra klassen, siger Abdi Abdullahi.
Toastbrød, fetaost og letmælk er dømt ude af køkkenet hjemme hos ham, og i stedet spiser han rugbrød med magert halalslagtet pålæg og drikker skummetmælk.
For hans mor, Faisa Abdi Shire, kom opringningen fra sundhedsplejersken ikke som nogen overraskelse.
- Jeg havde lagt mærke til, at hans mave var blevet stor, og at han ikke længere løb op ad trappen til lejligheden, siger Faisa Abdi Shire.
Tilbuddet i Aarhus strækker sig over et år, hvor børnene tilknyttes idrætshold to timer om ugen og forældrene møder andre, der også har tykke børn.
Det handler nemlig ikke kun om barnet, men også om forældrene, forklarer sundhedsplejerske i Aarhus Kommune Lis Fenger.
- Det er hele familien, som skal ændre deres vaner, og det er familien selv, der bedst kender svaret på, hvordan det sker, siger Lis Fenger.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie