Budgetaftale i København skal sikre to-voksenordning i folkeskolen
156 millioner kroner på næste års budget skal gå til at skabe en bedre folkeskole i København.
Et bredt flertal i Borgerrepræsentationen i København har mandag indgået en aftale om kommunens budget for næste år.
Folkeskoleområdet får et løft med 156 millioner kroner næste år, hvilket blandt andet skal medføre to-voksenordning i børnehave- og 1. klasse, overgangspædagoger og ekstra kræfter til ledelse.
- Det var afgørende for Socialdemokratiet, at det her budget blev mærkbart for byens børn, og nu leverer vi årtiers største løft af folkeskolen, siger fungerende overborgmester Lars Weiss (S) i en pressemeddelelse.
En del af pengene skal også gå til at øge personalets kompetencer på både dagtilbuds- og skoleområdet.
Aftalepartierne har i alt prioriteret 1,25 milliarder kroner til serviceområdet.
394 millioner kroner går til børneområdet, 511 millioner kroner til socialområdet, mens 138 millioner kroner lander hos sundheds- og omsorgsområdet.
Desuden sænker Københavns Kommune indkomstskatten med 0,1 procentpoint. SF står dog uden for denne del af aftalen.
Også parkering har fået sit eget punkt i aftalen.
For at mindske trafik fra folk, der ikke bor i København, har aftalepartierne afsat 134,4 millioner kroner på denne post.
Det indebærer, at gratis parkering om søndagen ikke længere er en mulighed. Fremover er det kun den første time, der forbliver gratis.
Desuden justeres taksterne i de forskellige parkeringszoner.
Grøn zone hæves til taksten i rød zone, taksten i blå zone hæves til taksten i grøn zone og taksten i gul zone hæves til taksten i blå zone.
Og så skal bilerne væk fra gaderne og ind i konstruktion, lyder det fra fungerende overborgmester Lars Weiss (S).
Der er ifølge aftalen afsat 30 millioner kroner årligt til "begrønning og byrumsforbedrende initiativer."
Det er for eksempel nye bylivsgader, mere ældrevenlige byrum og 400-800 nye pladser til parkering af ladcykler. Disse konverteres fra bilparkeringspladser.
Parterne er i den forbindelse blevet enige om at nedlægge 525 parkeringspladser i gadeplan. I stedet skal der lejes 2100 pladser i private anlæg.
Til dette er der afsat 40 millioner kroner, står der i aftalen.
Der er yderligere afsat 117,9 millioner kroner til renovering af et parkeringsanlæg ved Landgreven, og så vil parterne undersøge muligheden for etablering af et nyt parkeringsanlæg under Strandboulevarden.
Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, De Radikale, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er med i aftalen. De udgør samlet 43 af de 55 pladser i Borgerrepræsentationen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie