Chili er nu musikerens levevej og identitet

Chili Klaus ses her på scenen, da han i 2017 udfordrede ti frivillige til chilispisning på Smukfest. Søndag 30. marts fylder Chili Klaus med det borgerlige navn Claus Pilgaard 60 år. (Arkivfoto). Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

En chilismagningsvideo gik viralt, og Claus Pilgaard, som fylder 60 år, var pludselig bedre kendt som Chili Klaus. I dag har han sin egen chiliforretning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er nok få - om nogen - der har spist lige så mange ekstremt stærke chilier, rå og med kerner og det hele, som han har gjort.

Hvad der begyndte med en uskyldig chilismagning optaget på video, er blevet til et helt univers med den stærke frugt som omdrejningspunkt.

Søndag 30. marts fylder musiker, entertainer og chilispiser Claus Pilgaard, bedre kendt som Chili Klaus, 60 år.

Chilirejsen begyndte i 2013, da han var pianist på Bornholms sommerrevy og derfor var på øen i to sommermåneder.

Med sig havde Claus Pilgaard, der er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, alle sine chiliplanter.

Han var allerede da stor entusiast, hvilket han havde været siden et besøg på en indisk restaurant i London i starten af 1980'erne.

En dag besluttede han sig for at lave en chilismagning og optage den på video.

- Når man spiller på Bornholm, kan man jo ikke lige komme hjem. Jeg begyndte at kede mig lidt derovre.

- Men jeg havde taget mine cirka 30 chiliplanter med, og så tænkte jeg, at det var meget sjovt at lave en video, fordi der var meget med vin- og ølsmagning dengang, siger han.

I første omgang fortrød han. Chilien slog hårdt, bare få timer før han skulle optræde.

Men videoen, hvor Claus Pilgaard insisterer på at prøve at beskrive smag og nuancer, mens tårerne løber, og armene flyver rundt, skulle vise sig at blive startskuddet på et eventyr med chili.

For Claus Pilgaard, der dengang gjorde sig som entertainer og musiker, begyndte at invitere kendte til at deltage i smagninger af nogle af verdens stærkeste chilier.

De underholdende videoer, hvor de kendte reagerer kraftigt på de stærke sager, fik mange tusinde visninger.

Chili Klaus var født. I dag er Chili Klaus blevet et brand, der tæller Skandinaviens største chilishop, hvor der sælges utallige chiliprodukter, hvoraf han selv står bag flere.

- Jeg har en virksomhed, som ligger på havnen i Aarhus, hvor jeg møder ind om morgenen og går hjem om eftermiddagen, siger Claus Pilgaard om dagligdagen som chiliforretningsmand.

Derudover har nogle af hans videoer vundet international udbredelse med millioner af visninger.

For eksempel når et klassisk orkester skal spille, mens de spiser en af verdens stærkeste chilier. Eller når han spiser chili med værten på en populær amerikansk YouTube-kanal.

Chili er også i fokus i hans næste projekt.

Han planlægger i 2026 en tur rundt i Danmark, hvor han vil gå på scenen og blande sine kundskaber inden for musik og chili.

Claus Pilgaard har fire børn, tre af dem bonusbørn, og bor i Aarhus.

/ritzau/