Dansk dødskørsel vinder EU's litteraturpris
Den 35-årige danske forfatter Kristian Bang Foss er blandt årets modtagere af EU's litteraturpris, der er en anerkendelse af Europas bedste forfatterspirer.
Foss får prisen for sin tredje roman, Døden kører Audi, der er udgivet på Gyldendal sidste år.
Bogen handler om reklamemanden Asger, der bliver fyret og går i hundene som følge af finanskrisen. Et job som handicaphjælper bringer ham i kontakt med Waldemar, der får Asger med på rejse til Marokko for at besøge en healer.
På vej gennem Europa bliver parret fulgt af en sort Audi, og turen udvikler sig ifølge priskomitéens beskrivelse til et ræs med døden.
Med prisen får Kristian Bang Foss og de øvrige 11 prismodtagere hver 5000 euro (godt 37.000 kroner).
Desuden bliver deres forlag opfordret til at søge om at få del i de knap 22,4 millioner kroner, EU årligt giver i støtte til at oversætte bøger til andre europæiske sprog.
Prisvindernes navne er blevet offentliggjort torsdag i forbindelse med litteraturfestivalen i svenske Göteborg. Priserne bliver overrakt ved en ceremoni i Bruxelles 26. november.
Kulturkommissær Androulla Vassiliou siger, at priserne både skal hjælpe forfatterne med at vinde anerkendelse uden for deres hjemlande og med at introducere ny europæisk litteratur for læserne.
- Det kan på længere sigt også bidrage til at skabe en ægte europæisk læserskare med næsten en halv million potentielle læsere, siger Vassiliou i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie