Dansk Erhverv: Sæt tyrkisk på skemaet

Sådan lyder udmeldingen fra Dansk Erhverv.

- Vi synes, at det er oplagt at bruge de tosprogede kompetencer, vi har i landet. Danskere med anden etnisk baggrund skal have mulighed for at dygtiggøre sig i deres modersmål, siger forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Jannik Schack-Linnemann.

Hans reaktion kommer, efter at Københavns Private Gymnasium har fået afslag fra Ministeriet for Børn og Undervisning i at undervise eleverne i tyrkisk som andet fremmedsprog.

Ministeriet begrunder afslaget med, at de sprogfag, som man udbyder som andet fremmedsprog, skal have en særlig betydning for Danmarks udvikling.

- Det er lige, hvad det har, lyder reaktionen fra Jannik Schack-Linnemann.

- Tyrkiet bliver et hastigt voksende vækstmarked, og flere spår, at de i 2020 vil være den 10. største økonomi i verden.

Han erkender dog, at det ikke vil give mange milliarder kroner til de danske virksomheder, at et enkelt gymnasium får dispensation til at undervise i tyrkisk som andet fremmedsprog.

- Det er et spørgsmål om at lægge trædesten ud til de unge, for det er ikke i morgen, de danske virksomheder vil vælte til Tyrkiet, siger Jannik Schack-Linnemann.

Og hvis det stod til Dansk Erhverv, var tyrkisk ikke det eneste nye sprog, gymnasierne burde have tilladelse til at undervise i som andet fremmedsprog.

Han foreslår, at man kigger på alle de lande, der spås stor økonomisk udvikling og ser, om der er et match med de grupper af indvandrer, der bor i Danmark.

- De her unge repræsenterer på længere sigt en stor værdi for de virksomheder, der vil eksportere til for eksempel Tyrkiet. Med deres kendskab til deres hjemland - både kulturen og sproget - er de guld værd for danske virksomheder.

/ritzau/

Det er "de lavest hængende frugter, vi kan plukke", hvis man tillader danske gymnasieelever at have tyrkisk som andet fremmedsprog. Så kan de unge nemlig være med til at gøre Tyrkiet til et eksportparadis for danske firmaer.

Offentliggjort Sidst opdateret