Dansk filmhit spås gode chancer til Oscar-nominering
I dag afgøres det, om den danske filminstruktør Nikolaj Arcel skal til fest med et hav af amerikanske filmkendisser. På et pressemøde i Los Angeles bliver det nemlig offentliggjort, om Arcels film "En kongelig affære" bliver nomineret til en oscarstatuette.
"En kongelig affære" nåede i december sidste år gennem det første nåleøje, da den blev såkaldt "shortlistet" af det amerikanske filmakademi. Og der skulle være gode muligheder for, at filmen tager skridtet videre og får en egentlig nominering.
Det mener i hvert fald lektor i filmvidenskab på Københavns Universitet Peter Schepelern.
- Den ligner jo en rigtig Oscarvinder. Den oser af spændende gammeleuropæisk kultur, og den har stærke skuespilpræstationer, siger han.
- Den er baseret på den grundlæggende klassiske Hollywood-agtige måde at fortælle på. Det er klassisk Hollywood-fortælling, og bare dét gør, at akademiet siger, det er sådan vi er vant til, siger Peter Schepelern.
"En kongelig affære" har høstet store roser gennem filmåret efter verdenspremieren på filmfestivalen i Berlin i februar sidste år.
Her modtog Mikkel Boe Følsgaard en Sølvbjørn som Bedste Mandlige Skuespiller for rollen som Chr. d. 7. Desuden modtog filmen også Sølvbjørnen for bedste manuskript
Filmen handler på det nære plan om trekantdramaet mellem Chr. d. 7, hans hustru Caroline Mathilde og den tyske hoflæge Johann Friedrich Struensee. På det overordnede plan handler den om Danmarks besværlige vej mod moderne tider væk fra enevældet.
"En kongelig affære" er allerede nomineret til de udenlandske Hollywood-journalisters filmpris, Golden Globe, som bliver uddelt på søndag. Prisen er typisk en meget god indikator for, hvor hvilke film der løber med Oscarstatuetterne.
Eksempelvis vandt Susanne Bier både en Golden Globe og en Oscar for "Hævnen" i 2011.
Oscarnomineringerne kan følges direkte på CNN kl. 14.30 dansk tid. Selv uddelingen finder sted 24. februar.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie