Danske elitegamere jagter kæmpe pengepræmie i Polen
Fra på søndag og en uge frem holdes en stor Counter Strike-turnering i Polen. To danske hold deltager.
Der er en ordentligt pose penge på spil, når det danske Counter Strike: Global Offensive-hold Astralis fra på søndag deltager i den store major-turnering i Krakow.
De i alt 16 hold dyster om en million dollar.
Og Lukas "gla1ve" Rossander, der er holdets anfører, føler sig klar.
- Vi har haft tid til at arbejde med taktikken, og man kan godt forvente at se nogle ting, man ikke har set fra os før, men samtidig har vi også skulle huske os selv på ikke at ændre for meget af det, vi er gode til, siger han i en pressemeddelelse.
Astralis blev næsten verdenskendt i Danmark, da holdet i januar vandt sin første major-turnering i det populære skydespil.
Foruden Lukas Rossander består Astralis af Andreas "Xyp9x" Højsleth, Markus "Kjaerbye" Kjærbye, Peter "dupreeh" Rasmussen og Nicolai "dev1ce" Reedtz.
Forleden var der en stor turnering i Köln. Her deltog Astralis ikke. I stedet gik tiden med at forberede sig til turneringen i Krakow.
- Jeg vil gerne indrømme, at det kriblede lidt i fingrene, da jeg sad og så de andre hold spille foran så mange tilskuere i Köln, men samtidig er jeg ikke i tvivl om, at vi tog et meget fornuftigt valg ved ikke at deltage, siger Lukas Rossander.
Det danske hold North deltager også i turneringen i Krakow.
På verdensplan er e-sport i voldsom vækst. Ikke bare får det flere og flere seere, pengene involveret vokser også. Flere hold har firmasponsorer, og præmiepengene er i vækst.
Herhjemme er interessen også stigende. Torsdag blev det offentliggjort, at Royal Arena i København 24. og 25. november er vært for CS: GO-turneringen Blast Pro Series.
Her deltager seks hold, og der er 250.000 dollar i præmiepenge.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie