DR vil ikke længere snyde seerne
DR vil gennemføre en række tiltag, som skal forhindre, at der i fremtiden bliver begået fejl i stil med dem, vi har set på det seneste, hvor seerne ikke fik hele sandheden.
Det fremgår af en meddelelse fra DR's bestyrelse, som fredag har drøftet en redegørelse fra DR's direktion om optaktsudsendelsen til statsministerens nytårstale og dækningen af EBH-sagen.
I forbindelse med statsministerens nytårstale gættede flere DR-journalister - umiddelbart før talen blev sendt - på, hvad talen ville handle om. De glemte dog at fortælle, at de allerede havde fået lov til at læse talen.
Den anden sag handler om, at DR for en uge siden i TV-Avisen viste billeder af en demonstration i forbindelse med retsopgøret om den krakkede EBH Bank ved Retten i Hjørring.
DR fortalte ikke, at demonstrationen var arrangeret og iscenesat af produktionsselskabet Larm Film, som skulle bruge den som et element i en dokumentarudsendelse om bankkrisen.
DR-bestyrelsen konstaterer med tilfredshed, at direktionen beklager fejlene, og vil arbejde for, at det ikke sker igen. Det skal blandt andet ske ved at indskærpe DRs programetik både internt og i forhold til samarbejdspartnere og produktionsselskaber.
- Vi vil i bestyrelsen følge det arbejde nøje. Det er afgørende for DR's troværdighed, siger DR's bestyrelsesformand Michael Christiansen.
DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, understreger i en pressemeddelelse vigtigheden i at værne om kanalens troværdighed. Dog vil kan DR fortsat gøre brug af fiktive billeder.
- DR skal fortsat kunne anvende iscenesættelser, men der er behov for at klargøre, hvor grænserne for iscenesættelser går. Derfor vil vi indføre en ny bestemmelse i DR's programetik om brug af iscenesættelser, siger Maria Rørbye Rønn og tilføjer:
- Vi udvikler og producerer programmer inden for alle genrer og bruger hver dag mange forskellige fortællemæssige greb. Det skal vi blive ved med. Men vi skal altid kunne begrunde de midler, vi bruger og sikre os, at varedeklarationen over for seerne er klar.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie