DSB vil lade togrejsende betale for pendlere

 Månedskortet og 10-turskortet til DSB skal koste det samme til næste år som nu. Og sådan skal det også gerne være i årene efter. Det mener DSB, som vil gøre det billigere for pendlerne at tage toget rundt i landet. Det skriver metroXpress. Ved at holde priserne i ro bliver månedskortet reelt billigere, end det er i dag, fordi pendlerne så - når man tager højde for lønstigninger - skal bruge en mindre del af deres månedsløn på togkortet. Samtidig skal nye kunder lokkes fra bilen over i toget ved endnu flere rabatordninger end i dag, siger DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen til metroXpress. Men nogen skal betale for pendlerforkælelsen, for DSB er forpligtet til at sætte billetpriserne op med det, der svarer til den gennemsnitlige lønstigning i Danmark. Det vil DSB gøre ved at lade de kunder, der kun tager toget en gang imellem, betale mere end i dag. »De er ikke så følsomme over for prisen, og de står kun for 10-15 procent af vores kunder,« siger Søren Eriksen til metroXpress. Det betyder, at kontantbilletterne typisk vil stige med fem procent, altså små 20 kroner ekstra for turen mellem Århus og København. Formanden for Folketingets Trafikudvalg, Flemming Damgaard Larsen (V), roser DSB for beslutningen. »Det er vigtigt, at pendlerne bliver i toget, for hvis de begynder at tage bilen, vil det belaste vores veje voldsomt. Hver dag vel at mærke,« siger han til metroXpress.

- Mogens G. Poulsen, talsmand for pendlerne på strækningen mellem Holbæk og København: »Selvfølgelig betyder prisen noget. Men når det er sagt, er det ikke vores førsteprioritet. Det er vigtigere, at vi har tog til tiden og på de tider, der passer ind i vores arbejde. Og her synes vi, at det går den forkerte vej med det oplæg til en ny køreplan, som DSB har lagt frem. Som pendlere vil vi gerne til job så billigt som muligt, men vi skal altså også kunne komme dertil på de tidspunkter, vi har brug for.«
- Billetpriser Mens DSB stort set selv kan bestemme priserne i landsdelstrafikken, er det anderledes i de store byer. Her skal DSB sammen med de lokale trafikselskaber beslutte prisen. Derfor er det ikke sikkert, at kunderne i S-tog kan regne med samme pris til næste år. Hvis trafikselskaberne ikke kan blive enige, vil alle former for billetter stige lige meget i procent.

DSB vil lade kunder, der kun kører tog en gang imellem, betale mere for billetten. Så kan pendlerne slippe for højere priser. Pendlertalsmand: Fint, men vi vil helst have tog til tiden. Det skriver metroXpress.

Offentliggjort Sidst opdateret