Dyr skudt med bue og pil løber længere inden de falder om
282 krondyr, dådyr og sikahjorte blev skudt med bue og pil i Danmark fra 2018 til 2022. (Arkivfoto). Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Jægere har i fire år kunnet bruge bue og pil. Ramte dyr løber længere, inden de dør, men lider måske mindre.
Dyr skudt med bue og pil løber længere, inden de falder om, men det gør måske mindre ondt.
Det er konklusionerne i en evaluering af en fire år lang prøveperiode, hvor jægere i Danmark har kunnet skyde krondyr, dådyr og sikahjorte med bue og pil i stedet for med riffel.
Evalueringen er lavet af Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet på bestilling af Miljøstyrelsen.
Prøveperioden løb fra 2018 til 2022. Her blev 282 krondyr, dådyr og sikahjorte skudt med bue og pil i Danmark.
De løb generelt længere, fra de blev skudt, til de faldt om, sammenlignet med dyr skudt med riffel. Flugtafstanden bliver større, jo større dyret er, lyder det i evalueringen.
Samtidig lader det til, at jagthunde har sværere ved at finde det nedlagte dyr, når det er skudt med bue og pil.
- Samlet peger dette i retning af, at buejagt på de store arter af hjortevildt ikke er så effektiv som jagt med riffel, når der alene ses på flugtafstand som parameter for effektiviteten, står der i evalueringen.
Til gengæld tror forskerne bag evalueringen, at dyrene lider mindre. Det kan selvsagt ikke måles, men bygger på en vurdering.
Vicestatsobducent ved Syddansk Universitet Peter Juel Thiis Knudsen antager i evalueringen, at selve pileskuddet påfører mindre smerte end et riffelskud.
Det er normalt forbudt at gå på jagt med bue og pil i Danmark. Men fra 2018 til 2022 har der altså på forsøgsbasis være lovligt at nedlægge krondyr, dådyr og sikahjorte med den metode.
Formålet med forsøgsperioden var at undersøge, om det fremover skal være lovligt. Det skal nu diskuteres i Vildtforvaltningsrådet, som derefter vil komme med en indstilling til miljøminister Magnus Heunicke (S).
Han vil derefter tage stilling til, om buejagt skal lovliggøres.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie