Efter pressemøde er mere end 2000 tilmeldt vaccination i region
Efter mandagens pressemøde om coronasituationen i Danmark oplevede Region Sjælland, at markant flere har tilmeldt sig vaccination mod corona. (Arkivfoto). Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
At 2153 borgere i Region Sjælland har tilmeldt sig vaccination, skyldes mandagens pressemøde, mener regionen.
Hvis man endnu ikke er vaccineret mod corona, bør man få det første stik så hurtigt som muligt.
Sådan lød opfordringen fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde om coronasituationen mandag.
Allerede i timerne efter pressemødet oplevede Region Sjælland en markant stigning i antallet af tilmeldinger til vaccination.
2153 personer tilmeldte sig første eller andet stik i de første 12 timer efter pressemødet.
Det oplyser Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen og vaccinationsansvarlig i Region Sjælland.
- Det har en betydning, når nationale myndigheder går ud og siger, at man bør lade sig vaccinere. Og den udmelding, der kom i går, kan vi afspejle direkte i antallet af bookede vacciner, siger hun.
Men det er ikke kun i timerne efter mandagens pressemøde, at Region Sjælland har oplevet, at flere har bestilt en tid til første eller andet stik.
Hele ugen op til mandagens pressemøde har Region Sjælland oplevet en større opbakning til vaccinen end tidligere - med cirka 300 bookinger om dagen i perioden fra 4. til 8. november.
- Den smittespredning, som er sket på det seneste, har betydet, at langt flere er blevet opmærksomme på vigtigheden af at få en vaccine, hvis ikke man har fået den endnu, siger Trine Holgersen.
Opbakningen til vaccinen det seneste døgn svarer til en syvdobling af normalen, oplyser regionen.
Også Region Hovedstaden og Region Syddanmark har oplevet, at flere borgere har tilmeldt sig vaccinationer.
I Region Syddanmark bookede 449 borgere en tid til første stik søndag, mens 2084 borgere havde bestilt tid til første stik mandag.
Og 10.105 borgere i Region Hovedstaden bookede en tid til enten første, andet eller tredje vaccinestik i samme periode.
Det svarer til, at en halv uges vaccinationer er booket på en halv dag, oplyser regionen.
- Indtil i går havde vi ledige tider for de kommende dage, men vi kan godt mærke, at efterspørgslen stiger efter statsministerens seneste pressemøde, udtaler Helene Bliddal Døssing, vicedirektør i Akutberedskabet med ansvar for covid-19 test og vaccination i Region Hovedstaden, i et skriftligt svar.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie