Filosoffen dykkede ned i politihistorien

Frederik Strand har udgivet flere bøger om politihistorie, blandt andet "Uropatruljen" (2020), "En stump genstand" (2022) og "Med de bare nævner" (2023). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Selv om Frederik Strands udgangspunkt var i filosofien og religionen, blev politihistorie hans store passion og virke. Den 12. april fylder han 50 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som helt ung var det den åndelige verden i filosofien og religionen, der optog Frederik Strand mest.

Efter at være blevet udannet i begge fag skulle det alligevel vise sig at være politihistorien, der blev hans store passion og virke.

Den 12. april fylder museumsleder for Politimuseet Frederik Strand 50 år.

Efter at have afsluttet sin kandidat i filosofi og religion fra Københavns Universitet i 2000 kastede Frederik Strand sig over historien og psykologien.

I 2005 afsluttede han en kandidat i fagene. Herefter gik han målrettet efter politihistorien, hvilket affødte en ph.d-grad om emnet i 2010.

Samme år indtrådte han som museumsleder for Københavns Politimuseum.

- Interessen for politistoffet er næsten eksploderet, siden jeg startede. Og interessen er også noget, der omvendt smitter af på politihistorien.

Frederik Strand er særlig stolt over de særudstillinger, som Politimuseet har fremvist til gæsterne:

- Det er nok der, vi har lykkedes med at åbne museet mest op og har vist en række udstillinger, som har været debatskabende, men som også har åbnet op for politi- og kriminalhistorien.

Tv-seere med interessere for krimisager har stiftet bekendtskab med Frederik Strand i dokumentarserien "Danske mord" på DR samt andre radio- og tv-programmer omhandlende true crime.

Frederik Strand har i forlængelse af sit virke som museumsleder udgivet en række bøger om politihistorie. Heriblandt "Uropatruljen" (2020), "En stump genstand" (2022) og "Med de bare nævner" (2023).

Hans seneste udgivelse, "Aktion Möwe (2025)", sætter fokus på den tyske invasionsmagts anholdelse af danske politifolk i 1944.

Politimuseet modtog i 2013 under Frederik Strands ledelse kritik for en udstilling af malerier, som afbillede kvindelige drabsofre i danske mordsager.

Museet havde ikke henvendt sig til kvindernes familier for at få samtykke til udstillingen og endte med at undskylde og tage udstillingen ned før tid.

Frederik Strand er bosat på Nørrebro med sin kone og datter.

Han har planer om at fejre fødselsdagen med en ferie i Mexico sammen med familien.

/ritzau/