På fredag starter skolernes efterårsferie, men allerede nu sidder en række danske skolebørn og nyder livet på solbeskinnede ferieøer, mens deres klassekammerater herhjemme løser brøker og skriver stile.
Forældrene er nemlig i vid udstrækning parate til at tage deres børn ud af skolen for at rejse på ferie uden for skolernes ferie, viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for 24timer.
41 procent vil gerne lade deres børn holde fri fra skole uden for ferien, fordi det er billigere at rejse der, mens 44 procent kan finde på at gøre det, hvis barnet eller familien kan komme gratis på ferie.
Men det er ikke o.k. at holde ferie uden for skolernes ferie, lyder det fra formand for Skolelederforeningen Anders Balle og børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).
- Der er omkring 165 fridage på et skoleår, så det burde være muligt at lægge rejserne der. Det skal jo ikke være prisen på rejser, der afgør, om børnene skal passe deres skole, siger Christine Antorini til 24timer.
Familievejleder Lola Jensen ser dog anderledes på sagen. Hun mener, at det giver både skoleklasser og SFO'er et pusterum, hvis der er et par børn færre i klassen end normalt, samtidig med at lærerne er fuldtallige. Lola Jensen opfordrer skolerne til at være fleksible og give en enkelt uges ekstra ferie, som hver familie selv kan lægge i løbet af skoleåret.
- For nogle familier kan der være gode grunde til at holde ferie uden for skolernes ferie. For eksempel hvis forældrene er sygeplejersker eller sosu'er. Deres sommerferieperiode kan løbe fra maj til september og ligger altså ikke altid der, hvor skolerne holder ferie,siger hun til 24timer og tilføjer, at sammenbragte og fattige familier kan have brug for fleksibilitet for at få feriekabalen til at gå op.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie