Forsker i politik i Arktis: USA viser øget interesse i Arktis
Thulebasen i Grønland skal nu delvist vedligeholdes af dansk-grønlandsk firma. Det vidner om øget amerikansk interesse i Arktis, mener ekspert i arktisk politik. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
En kontrakt om vedligeholdelse af Thulebasen indgået med Grønland lørdag tyder på oprustning, siger ekspert.
Amerikanernes nye kontrakt med Grønland om vedligeholdelse af USA's militærbase i Grønland, Thulebasen, kan være en indikation på USA's øgede interesse i Aktis, da basen er en vigtig del af landets militære engagement i området
Det siger Marc Jacobsen, adjunkt ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet. Han har samtidig en ph.d. i international politik.
- USA er i gang med at opruste i Arktis. Det er noget vi har set de seneste fem år, at USA er vågnet op og har indset, at det, der foregår i Arktis, har betydning for dets nationale sikkerhed, siger Jacobsen.
Der er særligt to grunde til, at amerikanerne opruster i Arktis, påpeger han.
Den ene er Kina, og Kinas interesse i området. Kina er USA's store globale konkurrent i Arktis, hvor kineserne særligt har investeret økonomisk og forskningsmæssigt ifølge Marc Jacobsen.
- Det gælder blandt andet landets "Belt and Road"-initiativ, siger han.
Initiativet er en af verdens mest ambitiøse infrastrukturprojekter, der skal strække sig fra det østlige Asien til Europa. Projektet kaldes også for den nye silkevej, skriver den amerikanske tænketank Council of Foreign Relations.
Den anden grund til oprustningen skyldes USA's gamle koldkrigmodstander Rusland. Rusland er nabo til Grønland hen over Nordpolen.
- Forholdet mellem USA og Rusland er klart blevet forværret siden Ruslands invasion af Ukraine tilbage i februar, siger Jakobsen.
Kontrakten har også forbedret forholdet mellem USA, Danmark og Grønland. Det var en stor hæmsko, da servicekontrakten udelukkende gik til amerikanske Vectrus Services.
Da mistede Grønland en stor økonomisk fortjeneste, påpeger Jacobsen.
- Det er meget centralt og vigtigt for Grønland, at landet får noget økonomisk ud af Thulebasen igen.
- For selv om at det måske er peanuts for den amerikanske økonomi, så har servicekontakten en stor økonomisk betydning for Grønland, siger han.
Ifølge den amerikanske ambassade i Danmark skal der leveres tjenester, der blandt andet omfatter flyvepladsoperationer, ingeniørprojekter, miljøstyring, fødevareservice og sundhedstjenester.
Kontrakten påbegyndes i begyndelsen af 2023, hvorefter virksomheden Inuksuk A/S, hvoraf grønlandske Permagreen Grønland ejer 51 procent, overtager driften og vedligeholdelsen helt fra 1. oktober 2023.
Beløbsloftet på kontrakten svarer til 28 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie