Forskere finder bevis på børnearbejde på 4500 år gamle krukker

På 4500 år gamle krukker fra oldtidens Syrien har forskere fra Nationalmuseet fundet fingeraftryk fra børn helt ned til otte år. Foto: GEORGES MOUAMAR / Nationalmuseet/Free

Forskere mener at have fundet det tidligste bevis på, at børn ned til otte år arbejdede i oldtidens Syrien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et forskningshold fra Nationalmuseet mener at have fundet det tidligste arkæologiske bevis på børnearbejde.

På 4500 år gamle krukker fra Syrien har man fundet fingeraftryk fra børn helt ned til otte år, fortæller Stephen Lumsden, der forsker i Middelhavslandenes oldtid og er en del af holdet bag resultaterne.

- Børn har altid arbejdet hjemme og i marken med deres familie. Men nu tror vi, at vi har fundet arkæologiske beviser på, at børn omkring otteårsalderen spillede en stor rolle i den keramiske industri i Syrien, siger han.

Forskerne har opnået deres resultater ved hjælp af moderne fingeraftryksteknologi, som politiet også benytter sig af. En tredjedel af fingeraftrykkene fra krukkerne kom fra børn.

Og det er sjældent, at man finder arkæologiske levn fra børn - ud over gravsteder, fortæller Stephen Lumsden.

- Man leder sjældent efter børn i arkæologien, fordi man ikke synes, at børn spiller nogen rolle i samfundet. Det, tror jeg, er en fejl, og vores undersøgelser har understøttet det, siger han.

Stephen Lumsden pointerer, at udviklingen især er interessant i oldtidens Mellemøsten, fordi den vestlige civilisation blev født i denne del af verden.

Byudviklingen i Danmark og resten af Nordeuropa opstod først 3000 år senere i vikingetiden.

- I tiden omkring år 2500 før vor tidsregning var der en stor urbanisering i Hama-området i det vestlige Syrien, som omstrukturerede samfundet og fik efterspørgslen på keramik til at stige.

- Omfanget af alt blev meget større. Der kom flere mennesker til bymiljøet, samfundet blev mere komplekst, og fremstillingen af varer blev udviklet i stor skala, siger han.

Men på det tidspunkt skete der også et andet skifte. Kvinder holdt op med at arbejde i produktionen af keramik. Det har forskerne konkluderet ud fra fingeraftrykkene.

- Før urbaniseringen producerede både mænd og kvinder keramik, fra de var cirka 12 år gamle. Men efter var det kun mænd. Kvinder var ikke længere involveret i produktionen, siger han.

Forskerne har endnu ikke kunnet afdække, hvorfor kvinder forsvandt fra det keramiske arbejdsmarked. Det kan være, at de forsvandt over i andre hverv, som blev betragtet som vigtigere.

- Vi ved for eksempel, at kvinder i dette årtusind var meget involveret i at brygge øl og forberede gilder. Keramik var langt fra den vigtigste industri.

- Så for at råde bod på tabet af kvinder, brugte de børn. Der var ikke nok voksne til at dække den arbejdsmangel, som uvilkårligt kom, siger Stephen Lumsden.

Børnene kom sandsynligvis fra fattige kår, hvor forældrene sendte deres børn af sted for at tjene til føden - eller de var slaver.

- Det var virkelig unge børn, der lavede keramik. Og det sker jo stadig i dag, at millioner af børn arbejder på fabrikker.

- Så resultatet af undersøgelsen var opløftende og deprimerende på samme tid, siger han.

Forskerne har undersøgt i alt 430 fingeraftryk over en tidsperiode på 1000 år.

/ritzau/