Fra leder på stregen til direktør på kontoret

Louise Svalastog måler ifølge Det Europæiske Håndboldforbund 180 centimeter og er dermed blandt de højeste kvinder på håndboldbanen. Hun brugte sin fysik til at kæmpe på stregen i begge ender af banen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Louise Svalastog, der lørdag 1. oktober fylder 40 år, er drevet af ledelse. Først gjorde hun det på håndboldbanen, og nu leder hun som direktør i håndboldklub.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun gav holdkammeraterne henholdsvis skældud og opbakning, når der var brug for det inde på håndboldbanen.

I dag holder hænderne dog ikke på en harpiksklistret bold, men en computer og telefon for den tidligere landsholdsspiller Louise Svalastog, der lørdag den 1. oktober fylder 40 år.

Siden februar i år har hun været administrerende direktør for kvindeligaklubben København Håndbold, hvor hun i lighed med tiden på banen bruger sit ledergen for at løfte sine kolleger.

- Jeg var altid en leder på de hold, jeg spillede på. Og det er også en nødvendighed at være en leder i mit nuværende job. Jeg er drevet af at lede.

- Det handler om mennesker. Det er mennesker, fællesskab og det at få folk til at præstere sammen som en enhed i en klub, der driver mig.

- Nogen skal præstere på et kontor, i kulissen eller på banen. Det er lederne, spillerne, trænerne og pedellen, der skal fungere sammen, for at man får de bedste resultater på hver sit område. Det er sjovt og spændende at være med til, siger Louise Svalastog.

Hun er uddannet i et pengeinstitut, og siden hun stoppede sin professionelle håndboldkarriere i 2018, har hun været håndboldtræner, håndboldekspert, ejendomsmægler og arbejdet med rekruttering, inden hun i februar blev direktør.

Selv om hun følte sig godt forberedt på direktørjobbet, har der også været overraskelser.

- Det kommer lidt bag på mig, hvor omfattende det bagvedliggende arbejde er. Jeg var godt klar over, at der lå meget arbejde bag, men jeg var ikke klar over, hvor mange ildebrande man skulle slukke.

- Der opstår utrolig mange ting, der skal håndteres nu og her. Og det har været den største overraskelse i forhold til alt det andet, som i bund og grund handler om at levere et stykke arbejde på lige fod med alle mulige andre, siger den tidligere stregspiller med rødder i Kolding-området.

Som aktiv håndboldspiller spillede hun 75 A-landskampe for Danmark og deltog ved tre slutrunder.

Tidligere var hun gift med den mandlige håndboldprofil Bo Spellerberg i tre år. De blev skilt i 2013.

Sammen har de datteren Mille, der nu er 13 år og selv spiller håndbold i FIF - moderklubben, som København Håndbold lejer sin ligalicens af.

/ritzau/