Grisham sprøjter bestsellere ud på stribe

John Grisham bruger sin tid på at skrive bøger, og sideløbende arbejder han for at hjælpe ofre for justitsmord. Den 8. februar fylder han 70. (Arkivfoto). Foto: Rogelio V. Solis/Ritzau Scanpix

John Grisham er en 70-årig advokat, der har sans for at skrue en roman godt sammen. Han har skrevet masser af bøger, og den 8. februar fylder han 70.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er nyt fra forfatteren John Grisham, og det er ikke, som det plejer.

Det kan godt være, at mange ikke genkender navnet John Grisham, men så er det fordi, de ikke lige får læst rulleteksterne på Hollywood-film.

For har man ikke læst hans bøger, har man formentlig set en filmversion af en af hans spændingsromaner.

Otte film, særligt fra 1990'erne, er baseret på bestsellere fra Grisham.

Det, han har lavet nu, er noget andet end en spændingsroman. Eller spænding er der jo nok, men det er fra den virkelige verden.

John Grisham, der fylder 70 år den 8. februar, har skrevet en bog om virkelige begivenheder. Han er ikke alene om det. Han har en medforfatter, der hedder Jim McCloskey.

Bogen "Framed" handler om personer, som er uskyldige, men som er blevet dømt for at have begået en forbrydelse.

Bogen udkom i efteråret 2024 og fortæller om 10 uskyldigt dømte amerikanere. Og også om arbejdet for at bevise, at det var justitsmord.

Også i 2006 skrev han en non-fiction bog. "The Innocent Man", hed den. Bogen handlede om en uskyldig mand, der blev dømt for voldtægt.

Men ellers kender vi mest John Grisham for romaner.

For debutromanen "Øje for øje" i 1989. For "Pelikan notatet","Regnmageren" og mange, mange flere.

På hans hjemmeside er der en liste på 51 bøger. Den seneste roman er "Camino Ghosts" fra 2024.

Der er solgt omkring 300 millioner Grisham-bøger verden over.

Filmatiseringen af bøgerne har nogle af de store stjerner fra Hollywood på rollelisterne.

I "Øje for Øje" (A Time to Kill) har Matthew McConaughey og Samuel L. Jackson hovedrollerne.

I "Firmaets Mand (The Firm) har Tom Cruise hovedrollen.

Det var den bog, der i 1991 for alvor satte Grishams navn på bestsellerlisten.

I "Pelikan notatet" (The Pelican Brief) har Julia Roberts og Denzel Washington hovedroller.

Der er en ny film på vej.

Ifølge netavisen film-book.com er der planlagt en filmatisering af Grisham-bogen "Partneren" (The Partner) fra 1997.

Her skal Tom Holland spille hovedrollen.

Grisham er advokat af uddannelse og har også været politiker. Han blev uddannet på University of Mississippi School of Law i 1981.

I 1984 blev han valgt for Demokraterne til Repræsentanternes Hus i delstaten Mississippi, hvor han sad fra 1984 til 1990.

Mange af hans romaner udspiller sig i miljøer med advokater, og hans nye bog om den virkelige verdens uskyldigt dømte gør det samme.

På sin hjemmeside skriver han, at han sidder i bestyrelsen for to organisationer, som arbejder med at opklare justitsmord.

John Grisham er gift med Renee og bor på en gård i Virginia. Parret har to børn.

/ritzau/