Danmark har både nationalsang, nationalbank og nationalfugl.
Nu har danskerne også fået kåret deres nationalsmørrebrød, og det er den klassiske ret "stjerneskud", som løber med den misundelsesværdige titel.
I en afstemning mellem ni stærke kandidater på hjemmesiden Frokostbogen.dk strålede stjerneskuddet klarest og løb med sejren foran blandt andet pariserbøf med løg og kapers samt et stykke med flæskesteg og syltet agurk.
Danmarks ukronede smørrebrødsdronning er dog ikke enig i afstemningsresultatet.
- Nej, det er "dyrlægens natmad", som er danskernes foretrukne smørrebrød, fastslår Ida Davidsen.
- Det gælder på alle tidspunkter af døgnet. Den fungerer fantastisk både som frokostpakke eller sent om natten, tilføjer hun.
Alene på Ida Davidsens selvbetitlede restaurant i Store Kongensgade i København langer man knapt 100.000 stykker med "dyrlægens natmad" over disken hvert år.
Rugbrødet med smør, leverpostej, krydderfedt, sky og tynde skiver saltkød er langt lettere at lave end det mere forberedelsestunge Stjerneskud, forklarer hun.
- Det er et kæmpestort stykke arbejde at lave derhjemme. Man skal bruge alverdens ingredienser. Hvis vor mor skal lave det om morgenen, før farmand går ud af døren, så skal hun op klokken fem, siger Ida Davidsen.
Hvis nogen skulle være i tvivl, består "stjerneskud" af letristet hvedebrød med stegt og dampet rødspættefilet, rød og hvid majonæse, rejer, asparges plus kaviar eller stenbiderrogn.
Frokostbogen.dk er udviklet af Restaurant Schønnemann i samarbejde med Linie Aquavit som et opslagsværk og inspirationskilde til frokostbordet.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie