Hun er ny kvinde i toppen af velgørende pengetank

De seneste seks år har Nina Kovsted Helk været filantropidirektør i Realdania, men 1. april overtog hun posten som administrerende direktør efter Jesper Nygård. Den 5. april fylder hun 50 år. Foto: Realdania/Free

Hun overtager den øverste ledelse af den velgørende forening Realdania. Nina Kovsted Helk fylder samtidig 50 år den 5. april.

Offentliggjort Sidst opdateret

For Nina Kovsted Helk byder den kommende tid på to store milepæle.

Hun indtog 1. april posten som administrerende direktør i Realdania, hvor hun de seneste seks år har været filantropidirektør. Den 5. april fylder hun 50 år.

Om sit faglige virke siger hun:

- Det, der gennemsyrer mit engagement, handler om den opgave, det er at skabe de fysiske rammer, som skal bidrage til at skabe livskvalitet i vores liv.

Realdania er en filantropisk forening, som har til formål at øge livskvalitet gennem det byggede miljø.

Foreningen har 190.000 medlemmer, som alle er ejendomsejere, og den støtter projekter med byggeri, arkitektur og byudvikling.

Realdania har en egenkapital på 28 milliarder kroner, hvor afkastet af investeringsformuen går til de velgørende projekter.

Projekterne varierer meget i størrelse og karakter. Senest en renovering af Rubjerg Knude Fyr i Lønstrup og et projekt, der skal komme med løsninger på stigende problemer med legionellabakterier i vandhanerne.

I 2024 fik 204 projekter rundt om i landet samlet støtte for 957 millioner kroner.

Nina Kovsted Helk ønsker ikke at fremhæve nogle projekter frem for andre.

- Jeg synes, at de hver især har nogle ting, som er vigtige, og som både skaber livskvalitet, og som genererer viden. Når Realdania bidrager med midler til projekterne, så handler det helt grundlæggende om at bidrage til, at vi alle sammen bliver klogere.

Hun har en baggrund fra Kunstakademiets Arkitektskole og arbejdede de første år af karrieren som arkitekt og ejendomsudvikler.

Interessen for faget har hun haft helt fra barnsben.

- Jeg har villet være arkitekt, siden jeg var en lille pige. Der er ikke nogen arkitekter i min familie, så det er ikke noget, jeg har i blodet. Men det har altid optaget mig, siger hun.

Hun var ejendomschef i Hvidovre Kommune og siden tegnestuechef og administrerende direktør i JJW Arkitekter, før hun kom til Realdania i 2018 som filantropichef.

- Da jeg gik på arkitektskolen, var jeg rigtig, rigtig glad for at tegne og for at bidrage til at lave projekter.

- Så jeg har ligesom taget rejsen hele vejen rundt om bordet. Jeg har været ejendomsudvikler, så har jeg været ejendomschef, og så har jeg været tilbage på tegnestuen, siger Realdanias nye administrerende direktør.

Nina Kovsted Helk er gift og har fire børn. Fødselsdagen fejrer hun sammen med den allernærmest familie og med en fest senere på året.

/ritzau/