I år skifter uret ikke kun til sommertid
Den tidligere lov om Jordens rotation har ikke været brugt i praksis siden 1970, fordi den ikke er nøjagtig nok. (Arkivfoto). Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
Når uret slår over i sommertid, går den danske tid over i universaltid, fordi en ny lov træder i kraft.
Når urene stilles en time frem natten til søndag, går Danmark over i sommertid, og der bliver skåret en time af nattesøvnen.
Men i år er det ikke kun vintertiden, der bliver skiftet ud.
For Danmark går også formelt over til at følge den koordinerede universaltid, UTC, som de fleste andre lande også følger.
Og som Danmark i praksis også har fulgt i mange år.
Det vedtog Folketinget den 14. marts, og den tidligere lov fra 1893 om Tidens Bestemmelse via Jordens rotation ophæves derfor samtidig med tidsskiftet den 26. marts klokken 02.00.
Ib Fredslund Madsen er chefstrateg inden for finansmarkeder og økonomisk udvikling i Jyske Bank, og han fortæller, at en nøjagtig tidsangivelse er meget vigtig, når man handler med værdipapirer.
- Når man handler inden for millisekunder, er man afhængig af en nøjagtig tidsangivelse, og det er lige præcis det, man bruger universaltiden til.
- For hvis man er uenige om tidspunktet, kan man også blive uenige om kursen, siger Ib Fredslund Madsen.
Den tidligere lov om Jordens rotation har ikke været brugt i praksis i de sidste 50 år, fordi den ikke er nøjagtig nok.
Den danske tid efter den gamle lov var 0,07 sekunder foran den koordinerede universaltid. Det viste en opgørelse i en artikel fra Ingeniøren i 2018.
Transportminister Thomas Danielsen (V) sagde tilbage i januar i en pressemeddelelse, at loven skal ændres, så tiden passer til vores anvendelse af tid i dag.
- Der er en række brancher, der er dybt afhængige af en fælles nøjagtig tidsangivelse.
- Det gælder eksempelvis flytrafikken, elforsyningsnetværk og finansielle transaktioner, hvor der kan være behov for at sikre sig mod afvigelser på helt ned til 0,1 millisekund, sagde Thomas Danielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie