Imamer afviser kritik: Vi har jo ligestilling i Danmark
En række muslimske organisationer opfordrer til, at et nyt manifest skal definere en dansk form for islam.
Selv om ordet ligestilling ikke er omdrejningspunktet i den kronik, som tre imamer lørdag har skrevet i Jyllands-Posten, betyder det ikke, at kønnene ikke skal have lige rettigheder.
Det siger Waseem Hussain, imam fra Dansk Islamisk Center og medskriver af kronikken, efter kritik fra flere politikere, som ikke mener, imamerne tager skarp nok afstand fra kvindeundertrykkelse.
- Vi har skrevet vores kronik, og der kan være ting, vi skulle have taget med, og ting vi ikke skulle have taget med. Det er vi selvfølgelig åbne for at mødes og diskutere, siger han.
Waseem Hussain og de to øvrige imamer opfordrer på vegne af fem større muslimske organisationer til at få defineret en dansk form for islam.
Danske muslimer kommer fra et væld af forskellige lande med forskellige traditioner, og der er brug for at få overblik over, hvordan religionen skal tolkes i Danmark, mener de.
Kronikken er skrevet efter den voldsomme kritik, som en dokumentarserie fra TV2 har skabt. I dokumentarerne, som er optaget med skjult kamera, fortæller en række imamer blandt andet en kvinde, at hun skal acceptere, at hendes mand tager endnu en kone.
De tre imamer kritiserer dokumentaren, som de mener, giver et misvisende billede af moskeernes rolle. Men de synes, der er behov for, at muslimer finder løsninger, som kan "forene deres tro med det at være borgere i Danmark."
- Der blev lagt en kime, som har potentiale til at skabe had og mistillid. Den eneste måde, vi kan bekæmpe det på, er med åbenhed og dialog, mener Waseem Hussain.
- Vi skriver netop, at man skal følge de normer og værdier, der er i landet. Vi er åbne for videre dialog, siger han.
Spørgsmål: Mener du, at der skal være ligestilling mellem kønnene?
- Der er jo ligestilling mellem kønnene. Det er den virkelighed, vi har, siger han.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie