Isflage river sig løs efter grønlandsk varmerekord
En gigantisk isflage på størrelse med Manhattan har revet sig løs fra en gletsjer i det nordøstlige Grønland.
En gigantisk isflage på mere end 95 kvadratkilometer - svarende til et område på størrelse med Manhattan - har revet sig løs fra en gletsjer i Nordøstgrønland.
Målinger fra 14 vejrstationer i Grønland melder om temperaturer i 2016, der er langt højere, end de plejer at være, viser tal fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Isflagen, der har revet sig løs, er en af konsekvenserne af årets varmerekord. Sådan lyder det fra Jason Box, forskningsprofessor ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.
- De varme temperaturer er en af årsagerne til, at isflagen har revet sig løs fra gletsjeren, siger han.
Når isen smelter på en gletsjer, siver vandet ned i revnerne i overfladen. Det har styrken til at rive iskappen fra hinanden, forklarer han og påpeger, at også andre faktorer kan spille ind.
- Mit gæt er, at der er smeltet langt mere is på Grønland i år, end der har været de sidste tre år, lyder det fra professoren.
Isflagen har revet sig løs fra fjordgletsjeren Spalte, der ligger uden for vejrstationen Danmarkshavn i det nordøstlige Grønland. Her melder målestationerne også om varmerekord i år.
Ifølge professoren vil de høje temperaturer på øen have store konsekvenser.
- Jeg tror, vi vil se flere gletsjere, der vil knække på Grønland i fremtiden som konsekvens af de her voldsomme temperaturstigninger.
- Varmen kommer til at have indflydelse på, at isen fortsat vil smelte, men det kan gå hurtigere nu, siger professoren.
Isflagen har endnu ikke flyttet sig væk fra gletsjeren, men ifølge Jason Box vil gletsjeren flyde væk senere på året, hvis den ikke allerede er det.
- De seneste satellitbilleder vi har modtaget er fra 3. september, så det bliver spændende at se, hvordan det ser ud, næste gang de kommer, siger han.
Isflagen ser ud til at være knækket over i mere end et stykke allerede.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie