Italieneren indtog western-filmverdenen
Den italiensk-tunesiske skuespillerinde Claudia Cardinale fylder 85 år den 15. april. (Arkivfoto). Foto: Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix
Hun har seks årtier på bagen i filmbranchen, været med i over 120 film og arbejdet sammen med Federico Fellini. Den 15. april fylder Claudia Cardinale 85 år.
"Italiens bedste opfindelse ud over spaghetti". Sådan blev Claudia Cardinale beskrevet af sin medspiller David Niven fra "Den lyserøde panter".
Hun er historien om at drive det til noget stort. Historien om en stille italiensk teenager fra Tunesien, der blev en af western-filmhistoriens største stjerner i 1960'erne.
Den 15. april fylder filmdivaen 85 år.
Som mange andre kvindelige italienske filmstjerner fra samme tid var Claudia Cardinales indtræden i branchen gennem en skønhedskonkurrence.
Claudia Cardinale blev født i Tunesien af italienske forældre og voksede op i hovedstaden, Tunis.
Da hun var 19 år, blev hun kåret som "Den smukkeste italienske pige i Tunesien". Førstepræmien var en rejse til Italien, og her åbnede dørene til filmverdenen sig for den unge Claudia.
Først mindre roller, siden sikrede hendes talent og skønhed hende større roller.
Hun blev international stjerne i 1963 med Federico Fellini-filmen "8 1/2".
Hun var med i film som "Den lyserøde panter" og Sergio Leones "Vestens hårde halse" med Charles Bronson og Henry Fonda.
På grund af sit udseende var Claudia Cardinale ombejlet af datidens store stjerner.
Gennem årene har den italienske skønhed måttet give den kolde skulder til mere end én berømt film-casanova. Cardinale har sagt, at flere prøvede, men hun takkede nej til forførere.
Cardinale ved, hvordan det er at være kvinde i en mandsdomineret verden. Gennem årene har hun været forkæmper for kvinders rettigheder.
Siden år 2000 har hun været "goodwill ambassadør" for FN's kulturorganisation, Unesco, og forsvaret kvinders rettigheder.
Efter et langt liv i filmbranchen har Claudia Cardinale skruet ned for blusset, og der er blevet noget længere mellem rollerne.
Hun rejser ikke så meget. Det trætter hende. Hun bruger også en stok til at komme rundt. Og hun foretrækker i det hele taget at holde sig væk fra rampelyset, sagde hun sidste år til New York Times.
Privat var hun fra 1966 til 1975 gift med filmproducenten Franco Cristaldi.
Ikke længe efter skilsmissen fandt hun sammen med filminstruktøren Pasquale Squitieri. Han døde i 2017.
Hun er mor til to børn.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie