J.D. Vance steg til tops fra fattigdom

Til Republikanernes konvent i midten af juli blev J.D. Vance valgt som partiets vicepræsidentkandidat. Han bliver altså vicepræsident, hvis Donald Trump vinder USA's præsidentvalg i november. (Arkivfoto). Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

J.D. Vance blev valgt som senator for Ohio i 2022. For nogle uger siden valgte Donald Trump ham som vicepræsidentkandidat. Vance fylder 40 år den 2. august.

Offentliggjort Sidst opdateret

James David Vance er født i 1984 som James Donald Bowman i byen Middletown i den amerikanske delstat Ohio, hvor han også er opvokset.

Han har siden 2023 været republikansk senator for sin hjemstat, Ohio.

Fredag den 2. august fylder J.D. Vance 40 år.

I midten af juli blev han officielt valgt som Republikanernes vicepræsidentkandidat til det kommende amerikanske præsidentvalg i november.

Han trådte derefter ind i valgkampen som tidligere præsident Donald Trumps højre hånd.

Vances opgave som vicepræsidentkandidat bliver blandt andet at hente stemmer fra det såkaldte rustbælte i de gamle amerikanske industriområder. Her er han selv vokset op.

For nylig er Vance blevet ramt af noget af en shitstorm, efter at han kaldte blandt andre Demokraternes forventede præsidentkandidat Kamala Harris for "en barnløs kattedame". Kamala Harris er stedmor til to børn.

Flere kendte amerikanere - heriblandt skuespiller Jennifer Aniston og komikeren Whoopi Goldberg - samt adskillige brugere på sociale medier har kritiseret Vances udtalelse.

I et opslag på det sociale medie X har Donald Trumps pressetalskvinde Karoline Leavitt skrevet, at Vances ord er blevet taget ud af en sammenhæng, og at han bliver "uretfærdigt angrebet".

Senator Vance har ikke altid haft medgang. Han voksede op i et fattigt hjem. Hans forældre blev skilt, da han var seks år gammel.

Han har siden fået ændret sit fødenavn. Vance er hans mors pigenavn. Han droppede også sit mellemnavn fra fødslen, Donald, der er hans fars navn.

Efter gymnasiet blev J.D. Vance marineinfanterist. Han gjorde tjeneste i Irak, hvorefter han læste politik og filosofi på Ohio State University og senere jura på Yale University.

Før han blev senator og vicepræsidentkandidat, blev J.D. Vance et kendt navn, da han i 2016 udgav sin erindringsbog "Hillbilly Elegy", der hurtigt blev en bestseller.

I bogen beskriver han sin opvækst i USA's rustbælte, hvor der siden 1980'erne er sket en markant nedgang i produktionen og antallet af job.

Vances mor kæmpede med stofmisbrug. Derfor var det primært bedsteforældrene på hans mors side, der tog sig af ham. Og det er det bedste, der nogensinde er sket for ham, skriver han i sin erindringsbog.

J.D. Vance blev i 2014 gift med advokaten Usha Chilukuri Vance, der har indisk-amerikansk baggrund. Parret har tre børn.

/ritzau/