Flere af landets kommuner beskyldes nu for at agere ulovligt, når de overlader lovpligtige undersøgelser i sager om sårbare børn til private parter. Det vurderer eksperter over for ugebrevet A4.
Kommunerne har fået så travlt, at de i nogle tilfælde lægger lovpligtige undersøgelser af barnet og dets familie ud til private sagsbehandlere. Men det kan være ulovligt for kommunen at lægge denne opgave ud.
- Kompetencen ligger helt utvivlsomt hos kommunen. Det er dem der har ansvaret for, at børnenes forhold bliver undersøgt og udredt, siger jurist Jon Andersen, ekspert i social forvaltningsret, til ugebrevet.
Ifølge Jon Andersen er kommunerne underlagt en række snærende regler, fordi de har ret til at tvangsfjerne børn. Det giver samtidig borgerne en række rettigheder til deres forsvar.
Det gælder blandt andet regler i forvaltningsloven, som borgerne blandt andet kan bruge til at komme til orde i sagen.
- Hvis man bare overlader det til en privat, der ikke er omfattet af forvaltningsloven, så har familien ikke de samme rettigheder, siger Jon Andersen til ugebrevet A4.
I Indenrigs- og Socialministeriet påpeger kontorchef Christian Vigh, at kommunerne godt må udlicitere en indledende sagsforberedelse, hvis det ikke har indflydelse på den afgørelse, der skal træffes.
Han ønsker dog ikke at komme med en konkret vurdering af, om udliciteringen kan betegnes som værende lovlig.
- Ministeriet tager stilling, hvis der kommer en konkret tilsynssag, der giver anledning til vores vurdering, siger Christian Vigh til ugebrevet.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie