Kontakttallet er 1,2 - epidemien topper snart
Vurderingen fra Sundhedsministeriet er, at epidemien vil toppe i nær fremtid, skriver Heunicke på Twitter.
Kontakttallet er tirsdag beregnet til 1,2. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på det sociale medie Twitter.
Ministeren skriver, at smitten er høj, men at vurderingen er, at epidemien vil toppe i nær fremtid.
- Vi har godt styr på indlæggelsestal, hvilket skyldes kombi af, at 3,5 millioner danskere nu er revaccineret, og at omikron er mindre alvorlig, lyder det.
Kontakttallet var i sidste uge også 1,2. Ugen før det blev det beregnet til 1,0.
Når kontakttallet er 1,2 betyder det, at 10 smittede i gennemsnit vil smitte 12 andre.
Smittetallene har været på himmelflugt siden årsskiftet.
Tirsdag er der registreret 46.590 nye tilfælde af coronavirus i Danmark. Af dem er 2856 personer, der før har været smittet med coronavirus.
På trods af, at smittetallet er højt, ser man ikke en tilsvarende vækst i antallet af indlagte.
Ifølge Sundhedsstyrelsen skyldes det, at mange er blevet revaccineret, og at omikronvarianten er mindre alvorlig.
Antallet af indlagte stiger tirsdag med 24 til 918.
Myndighedernes vurdering er, at omkring 30 til 40 procent af dem, der er indlagt med en positiv coronatest, ikke er indlagt på grund af coronasygdom. Det skrev Sundhedsstyrelsen i en statusrapport mandag.
Kontakttallet er en beregning af, hvordan smitten med coronavirus spreder sig i samfundet.
Kontakttallet udregnes ved at se på smittetallene for halvanden uge siden.
Tallet bruges af myndighederne som et blandt flere pejlemærker til at se, hvordan coronapandemien udvikler sig i samfundet.
Tallet kan sige noget om, i hvilken retning pandemien går, men ikke hvor mange smittetilfælde der er.
Der er dog en stor usikkerhed forbundet med tallet. Det mener Viggo Andreasen, lektor ved Roskilde Universitet med speciale i matematisk epidemiologi.
Han mener, at kontakttallet, som Statens Serum Institut udregner, er behæftet med så stor usikkerhed, at det er svært at bruge i praksis.
Det er blandt andet svingende testmønstre, der giver meget usikkerhed om tallet.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie