Kronprinsen er tilbage fra Afrika for at fejre jul med familien
Kronprins Christian er kommet tilbage til Danmark efter sin flere måneder lange rejse til Afrika, viser billede på Instagram. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Siden september har kronprins Christian været i det østlige Afrika, men nu er han tilbage i Danmark.
Kronprins Christian er vendt retur fra sin rejse til Afrika og er nu sammen med resten af kongefamilien på Marselisborg Slot i Aarhus.
Det viser et billede, som kongehuset har lagt op på Instagram.
- Fra Marselisborg Slot, hvor den kongelige familie nu er samlet, ønskes der en fredfyldt og glædelig jul, lyder det i opslaget.
Det har været kendt siden november, at kongeparret og deres børn skulle holde jul med dronning Margrethe på slottet.
Slottet har med enkelte undtagelser været ramme for julefejringen siden kong Frederiks barndom.
Kronprins Christian har været i Afrika siden september. Undervejs har det været sparsomt med informationer om rejsens indhold.
Kongehuset løftede dog sløret for, at han skulle indgå i den daglige drift af to farme. Det indebar blandt andet praktiske og administrative opgaver.
Turen skulle også give kronprinsen et indblik i lokal naturbeskyttelse.
Foruden fejring af julen i Danmark kommer kronprinsen også til at deltage i den traditionsrige nytårskur den 1. januar. Det er første gang, han er på gæstelisten.
Kongeparret inviterer denne dag regeringen, Folketingets formand, repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet til kur.
Ikke lang tid efter skal kronprinsen bytte det fine tøj ud med uniformen, når han skal aftjene sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse til februar.
Der er tradition for, at kongefamiliens medlemmer tilbringer en periode af deres liv i Forsvaret.
Kronprinsens oldefar, Frederik 9., gik på Søværnets Kadetskole og blev senere kontreadmiral.
Og hans far, Frederik 10., fik sin militære uddannelse ved Den Kongelige Livgarde, inden han blev en del af Frømandskorpset.
Også hans onkel, prins Joachim, har gennemført en militær lederuddannelse og er i dag forsvarsattaché ved den danske ambassade i Washington.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie