Lægeforening til Kirkeasyl: Den går ikke

Lægeforeningen ser ifølge Politiken ikke med milde øjne på, at nogle af dens medlemmer samarbejder med foreningen Kirkeasyl og i al hemmelighed bruger

hospitalers udstyr og faciliteter til at lave sundhedstjek på afviste irakiske asylansøgere.

- Et pænt ord er, at det er misbrug af offentlige midler. Et mindre pænt ord er, at det er tyveri. For når sundhedsydelser bliver udført i hemmelighed, er der

jo ikke nogen til at betale for behandlingerne, og så tager man så at sige af kassen, siger Poul Jaszczak, som er formand for Lægeforeningens etiske udvalg.

Poul Jaszczak slår fast, at læger har pligt til at behandle alle mennesker uanset status, hvis de er i akut nød, hvor deres liv og helbred er truet.

- Men det er jo ikke tilfældet, hvis vi taler om en rutinekontrol af en gravid kvinde, siger han til Politiken og mener derfor, at Kirkeasyl "går over stregen".

Han vil ikke opfordre medlemmerne af sin forening til at gå til politiet, hvis de finder ud af, at der er kolleger, som i det skjulte bruger hospitalernes

faciliteter til at tilse illegale flygtninge.

- Men jeg vil opfordre vores medlemmer til at tage en grundig snak med disse kolleger og fortælle dem, at de skal tænke sig meget grundigt om. De kan

risikere, at der bliver taget retslige skridt imod dem, og de kan i princippet blive truet på deres stilling, siger Poul Jaszczak til Politiken.

/ritzau/

Det er misbrug af offentlige midler, når Kirkeasyl i al hemmelighed får foretaget undersøgelser på hospitalet af afviste irakere, fastslår Lægeforeningen.

Offentliggjort Sidst opdateret