Lægehuse vil ikke tilbagebetale penge for afsendte testsvar
Læger har modtaget 45,72 kroner for hvert testsvar på en coronaprøve, som de har sendt til patienter via e-mail. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lægehuse har modtaget 45,72 kroner, hver gang de har sendt patienter et negativt testsvar på en coronaprøve.
328 ud af 566 lægehuse nægter at tilbagebetale flere millioner kroner, som de har modtaget i honorarer for at sende negative coronatestsvar til patienter via e-mail.
Det viser en aktindsigt foretaget af Radio4.
Samlet har 566 af landets lægehuse modtaget op mod 24,5 millioner kroner for denne service.
Regionerne kræver 19,5 millioner kroner tilbagebetalt, da de i visse tilfælde anerkender behovet for at sende svaret på en coronatest.
Det er blandt andet tilfældet, hvis den pågældende patient mangler digitale færdigheder, skriver Radio4.
Testsvaret kan borgere imidlertid selv finde på sundhed.dk.
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Jørgen Skadborg, har forståelse for, at en stor del af lægehusene har gjort indsigelser mod tilbagebetalingskravet.
- Der findes læger, der har misforstået ordningen og udsendt svar til hovedparten af deres patienter. Disse læger har ikke en god sag og bør tilbagebetale penge, siger han ifølge radiomediet.
- Men regionerne har overreageret med baggrund i enkeltsager og krævet, at andre lægehuse også skulle redegøre for hvert enkelt svar. Det er en urimelig fremgangsmåde, lyder det.
Selve kravet om tilbagebetaling rammer de læger, som har opkrævet et honorar for at have afsendt et testsvar mere end to gange om ugen.
Regionerne har i nogle tilfælde vurderet, at ordningen er blevet udnyttet systematisk.
- Der er tale om, at patienter har fået informationer tilsendt helt uden grund, siger Bo Libergran (V), der er næstformand i Danske Regioners Lønnings- og Takstnævn.
- Vi mener ikke, at skattekroner skal bruges på at udsende automatiske svar til borgerne, der ikke ønsker det, understreger han.
Hver gang lægerne har tilsendt patienterne deres negative testsvar, har de modtaget 45,72 kroner igennem ordningen.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie