Lærere frygter tyrkiske børn indoktrineres efter kupforsøg
Tusindvis af ansatte i uddannelsessystemet er blevet suspenderet, siden kuppet blev afværget.
Elever på de tyrkiske skoler er i fare for at blive indoktrineret efter det nylige kupforsøg, som har medført massefyringer af lærere.
Det mener Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.
- Vi følger udviklingen med stor bekymring. Situationen er ganske alvorlig, både for lærerne og demokratiet, siger han.
- Lærerne udgør fundamentet i et demokratisk samfund. Når der er mangfoldighed i uddannelsessystemet, møder eleverne forskellige holdninger. Dermed bliver de i stand til at danne deres egne synspunkter, siger han.
Der hersker stor usikkerhed om omfanget af udrensningen på de tyrkiske skoler. Men tidlig torsdag morgen skal omkring 15.200 ansatte i uddannelsessektoren været blevet suspenderet.
1577 rektorer på statslige og private universiteter skal være blevet fjernet, og 21.000 lærere på private skoler skal have fået frataget licenser.
Anders Bondo Christensen fortæller, at der tidligere har været flere eksempler på, at lærere er blevet forfulgt i landet.
Der har blandt andet været lærere, som mener, at børn, der tilhører det store kurdiske mindretal i landet, bør have ret til at blive undervist på deres modersmål.
- Vi har tidligere oplevet, at lærere er blevet tilbageholdt i årevis i forbindelse med besynderlige retssager, siger han.
- Vi frygter, at man vil sikre, at det bliver Erdogans politik, der bliver fremherskende. Vi kan risikere, at der sker en ensretning af undervisningen, som vi kender det fra andre lande, der ikke er demokratiske, siger han.
Også politibetjente, anklagere og dommere er suspenderede. 9000 betjente skal være fjernet fra tjeneste. Det er voldsomt, siger Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet.
- Personligt kan jeg undre mig over, at man kan fjerne så mange fra tjeneste med så kort varsel, siger formanden, der dog understreger, at han ikke har haft kontakt til kollegerne i Tyrkiet.
Onsdag erklærede præsident Recep Tayyip Erdogan tre måneders undtagelsestilstand efter weekendens kupforsøg.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie