Esbjerg Kommune vil ikke lade landmænd på Mandø i Vadehavet pløje gamle græsenge op for i stedet at dyrke kulturgræsser og bruge gødning.
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) glæder sig over afgørelsen, som ifølge foreningen har stor principiel betydning for danske engområder og deres fugleliv.
I dette tilfælde er det Mandøs store kobbersnepper, klyder, mosehornsugler og brushaner, som nyder godt af kommunens nej.
- Disse sjældne ynglefugle har nemlig været i fare for at få deres spisekamre af vedvarende græsarealer pløjet op, selv om fuglene lever i et Natura 2000-område, der er beskyttet af EU's lovgivning på grund af sine internationalt betydningsfulde naturværdier, lyder det fra DOF.
En række landmænd på Mandø havde søgt plan- og miljøudvalget i Esbjerg Kommune om lov til at opdyrke 85 hektar enge, som i årtier har været ugødede og haft et rigt liv af planter, insekter, orme og snegle. Det har været fødeområde for en lang række arter af ynglende og trækkende fugle.
Ornitologisk Forening forudser, at der kommer en lavine af lignende sager i de kommende år, hvor landmænd søger om at oppløje vedvarende græsenge. Årsagen er, at de statsfinansierede MVJ-ordninger udløber. Ordningerne har givet landmanden tilskud til at drive miljøvenligt jordbrug.
I Esbjerg Kommune alene ligger 950 hektar jord i de EU-beskyttede Natura 2000-områder.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie