Kræftpatienter får ikke den behandling på sygehusene, som de er lovet af regeringen og Danske Regioner. Lange ventetider betyder, at mange patienter risikerer, at deres sygdom breder sig og at de dør, siger Kræftens Bekæmpelse.
- Des længere ventetid, des højere dødelighed. Samtidig må mange igennem nogle meget komplicerede forløb, som både er en belastning for den enkelte og for samfundet, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse.
En ny opgørelse fra Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner viser, at for tre af de store kræftformer som brystkræft, tarmkræft og lungekræft er ventetiden ikke blevet kortere siden indførelsen af kræftpakker i 2008. Tværtimod.
- Det er et nederlag for det håndslag, som regeringen og Danske Regioner har givet hinanden på, at kræft skal behandles som en akut sygdom.
- Det er meget få akut syge, der venter i fire måneder, siger Leif Vestergaard Pedersen med henvisning til, at hver fjerde mand med prostatakræft venter mere end fire måneder, selvom pakkeforløbene sigter på maksimalt 55 dage.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse opstår den lange ventetid, fordi det stadig kniber med at få sendt patienterne hurtigt fra den ene afdeling til den næste. For eksempel må mange med lungekræft vente lang tid på operation, efter at de har fået stillet deres diagnose.
- De enkelte afdelinger arbejder ihærdigt, men læger og sygeplejersker får ikke hjælp til at løse problemet med at få patienten videre til den næste afdeling. Der går for lang tid med at ekspedere papirarbejdet, siger Leif Vestergaard Pedersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie