Mundbind skal fortsat bruges i venteværelset og ved coronatest
Det er stadig en god idé at iføre sig mundbind, når man sidder i et venteværelse hos lægen eller i akutmodtagelsen. Sådan lyder rådet fra Sundhedsstyrelsen. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Brugen af mundbind i sundhedsvæsenet indskrænkes til steder med øget smitterisiko, eksempelvis venteværelser.
Borgere skal fra mandag ikke længere bruge mundbind overalt i sundhedsvæsenet.
Kun når der er øget risiko for smitte, skal man iføre sig værnemidlet, lyder det i nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.
Det gælder eksempelvis, hvis man har symptomer på coronavirus og bryder sin selvisolation for at komme til læge eller på sygehus.
Det gælder også ved ophold i venteværelser, for eksempel ved en akutmodtagelse, hos den praktiserende læge eller vagtlægen.
- Langt størstedelen af personer i øget risiko er blevet færdigvaccineret, og det gælder også en stor del af den øvrige befolkning og de ansatte i sundhedsvæsenet.
- Samtidig har vi god epidemikontrol. Derfor har vi vurderet, at der ikke længere er grund til, at alle bærer mundbind overalt i sundhedsvæsenet, men at man kun gør det i situationer, hvor der er en særlig risiko, siger vicedirektør Helene Probst, Sundhedsstyrelsen, i en skriftlig kommentar.
Anbefalingen om brug af mundbind gælder fortsat også borgere, der opsøger et teststed for at blive podet i halsen eller næsen for coronavirus.
Siden foråret 2020 har Sundhedsstyrelsen anbefalet at bruge mundbind i sundhedsvæsenet som en ekstra beskyttelse i situationer, hvor det ikke har været muligt at holde afstand.
I december 2020 gjorde regeringen det til et krav, at både personale og borgere i sundhedsvæsenet og på ældreområdet skulle bære mundbind på offentligt tilgængelige steder.
Men i sidste uge blev et politisk flertal enige om gradvist at udfase brugen af mundbind.
Fra mandag behøver man således ikke længere bruge værnemidlet, når man skal købe ind eller til frisøren.
I den offentlige transport er mundbind kun nødvendigt, når man rejser i myldretiden og er nødsaget til at stå op.
Når man skal ud at flyve, skal man fortsat også bruge mundbind.
Det skyldes fælles europæiske retningslinjer om at anvende mundbind i både indenrigs- og udenrigsfly og i alle lufthavne.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie